
Arbejdspladser bør i højere grad stille gratis menstruationsbeskyttelse til rådighed, mener stadig flere. Hele 72 procent af de unge i aldersgruppen 18-33 år mener, det er en opgave for arbejdsgiverne at sørge for adgang til gratis bind og tamponer på arbejdspladsen, viser en undersøgelse fra Tork.
Undersøgelsen viser også opbakning fra hele gruppen af kvinder og HR-chefer, som er blevet adspurgt. Her er efterspørgslen efter gratis menstruationsbeskyttelse på arbejdspladsen steget markant – fra 18 til 43 % på blot to år.
Alligevel tilbyder kun to ud af ti arbejdsgivere deres medarbejdere adgang til bind og tamponer. Det får mange til enten at ty til toiletpapir som nødløsning eller forlade arbejdspladsen, fordi de mangler den nødvendige beskyttelse.
Rapporten er en opfølgning på en undersøgelse foretaget i 2023 blandt både medarbejdere og HR-chefer om deres holdninger til menstruationsbeskyttelse på arbejdspladsen. De nyeste resultater viser, at andelen, der mener, at der bør være gratis menstruationsbeskyttelse, er steget fra 18 til 43 % over de seneste to år. Samtidig angiver kun én ud af ti ansatte (13 %), at deres arbejdsgiver tilbyder gratis menstruationsbeskyttelse. Lidt flere HR-chefer, 20 %, oplyser, at deres arbejdsplads tilbyder gratis menstruationsbeskyttelse, men kun én ud af tre betragter det som en vigtig prioritet.
»Gratis menstruationsbeskyttelse på arbejdet er gået fra at være et ønske til at være en forventning. Alligevel har kun to ud af ti arbejdsgivere fulgt med udviklingen. Det skaber unødvendige hindringer i hverdagen – og sender et forkert signal om, hvilke behov der tæller. For dem, der ønsker at tiltrække og fastholde talenter, handler det ikke om goodwill, men om at følge med tiden,« siger Bjarke Bergqvist, Marketing Manager hos Essity.
To ud af fem har brugt toiletpapir
Når der ikke er adgang til menstruationsbeskyttelse på arbejdspladsen, tvinges mange medarbejdere til at ty til nødløsninger.
38 % angiver, at de har brugt toiletpapir eller anden midlertidig beskyttelse, og én ud af fem (21 %) har været nødt til at forlade arbejdspladsen for at købe menstruationsbeskyttelse.



