18. februar 2026 12:31

Branchedagen rent digitalt

Bilmand overtager stort rengøringsselskab

Hjem » Blog » Branchenyt » Bilmand overtager stort rengøringsselskab

Et velkendt navn i autobranchen, Christian Harder, har skiftet karrierespor og overtager Dan Ren Service med 75 medarbejdere inden for de næste fire år.

Stifteren og ejeren af Dan Ren Service A/S i Esbjerg, John F. Lindquist, 61 år, har indledt et generationsskifte, hvor ejerskabet inden for de næste fire år løbende overdrages til rengøringsfirmaets nye driftschef, 39-årige Christian Harder.

John F. Lindquist etablerede Dan Ren Service i 2002, da Skadeservice Danmark, som han var medejer af, afgav forretningsområdet rengøring. Under hans ledelse er firmaet blevet en af landsdelens førende udbydere af erhvervsrengøring og beskæftiger nu omkring 75 medarbejdere.

»Jeg stod over for to muligheder. Enten kunne jeg sælge Dan Ren Service med, hvad det indebærer af usikkerhed om firmaets fremtid, eller jeg kunne forsøge at finde en kronprins, der om nogle år kan overtage det fulde ejerskab af firmaet. Jeg valgte det sidste og har i Christian Harder fundet en afløser, der kan se sig selv i rengøringsbranchen, og som jeg kender som en reel og ordentlig person, der er god til mennesker,« siger John F. Lindquist.

Historien bag et brancheskifte

Christian Harder har senest været ansat som sælger og siden salgschef i 12 år i Toyota-forhandler Louis Lunds afdelinger i Esbjerg og Varde. Han har i en årrække haft John F. Lindquist som kunde og aftager af erhvervsbiler, og derigennem er opstået et tillidsforhold, der gennem samtaler i årets sidste måneder førte til en ansættelse som driftschef i Dan Ren Service og en mindre aktiepost.

»Efter næsten 20 år i autobranchen følte jeg, at det kunne være interessant at prøve noget andet, og da John gik med tanker om, hvad fremtiden kunne byde på, opstod snakken om et tættere samarbejde. Jeg har lyst til at komme mere ned i motorrummet i en virksomhed. Rengøring er en spændende branche, der på mange punkter er helt anderledes end den, jeg kommer fra. Før handlede jeg mest med private, nu er det mest erhvervskunder, men det drejer sig grundlæggende om at snakke med mennesker – og levere god service,« siger Christian Harder.

Vækst kræver forstærket ledelse

Han tiltrådte 1. januar 2025 som driftschef i Dan Ren Service uden at have forhåndskendskab til rengøringsbranchen. John F. Lindquist er overbevist om, at hans nye partner kan tilegne sig den faglighed, der er nødvendig for om nogle år at stå i spidsen for firmaet.

»Christian er i en slags mesterlære i rengøring, og vi delte i den første tid kontor, så vi kunne have en tæt dialog om alle aspekter af driften. Nu agerer han selvstændigt, primært igennem servicelederne, og han overtager gradvis mere ansvar for salg til nye og eksisterende kunder,« siger han og fortsætter:

»Vi er en mellemstor, lokal rengøringsvirksomhed, der løser opgaver i hovedsageligt Esbjerg og omegn, men også i det øvrige Sydjylland. Vi skal vokse i de kommende år, blandt andet også inden for forretningsområdet social rengøring – oprydning og rengøring af udsatte borgeres boliger – og vækst kræver flere end mig i ledelsen.«

Tid til børnebørn og Harley’en

John F. Lindquist, 61 år, er på femte år kæreste med Kira og har en søn og en datter fra sit tidligere ægteskab. Han har indledt den langsomme nedtrapning af arbejdstiden og ser i det hele taget frem til at få mere fritid ved siden af et arbejdsliv, der begyndte med vinduespolering efter skoletid som 14-årig.

»Jeg skal slappe mere af og have mere farfartid med mine børnebørn, Live og Louis, samt tid til motorcykelture på Harley’en og rejser med Kira,« siger John F. Lindquist.

Scroll to Top