19. januar 2026 11:47

Branchedagen rent digitalt

“Den Gyldne Klud” hylder Herlufsholms rengøringshelte

Hjem » Blog » Branchenyt » “Den Gyldne Klud” hylder Herlufsholms rengøringshelte

Ny tradition sætter spot på faglighed, fællesskab og anerkendelse på Herlufsholm Skole og Gods.

Krydret med lidt humor har Herlufsholm Skole og Gods sat et nyt symbol på faglig stolthed for rengøringspersonalet: ”Den Gyldne Klud”. Vandrepokalen blev uddelt for første gang i år som en del af skolens årlige fejring af rengøringsassistenterne – en dag, der på få år er blevet et fast højdepunkt.

Bag initiativet står serviceleder Majbritt Moth, som gennem tre år har gjort en særlig indsats for at hylde sine medarbejdere.

»Den Gyldne Klud er vores lille hæderspris. Assistenterne tog den med det samme til sig – og den har allerede fået status som noget, man gerne vil kæmpe for,« fortæller hun.

Quiz med faglige udfordringer

For at gøre sig fortjent til æren skulle assistenterne igennem en konkurrence med spørgsmål om alt fra blandingsforhold og farvekoder til pH-værdier. Den, der klarede sig bedst, kunne løfte skolens nye trofæ.

»Det er en sjov måde at sætte fokus på deres faglighed. De kan virkelig meget – og det er vigtigt, at det bliver anerkendt,« siger Majbritt Moth.

Selvom Den Gyldne Klud kun er ét element i fejringen, har den allerede fået stor betydning, fortæller Majbritt Moth.

»Mine assistenter føler sig set og værdsat. Det giver smil på læben i lang tid efter. Den Gyldne Klud er blevet vores måde at sige: Vi ser jer, vi sætter pris på jer,« siger hun.

LÆS OGSÅ: Rød løber, kage og balloner: Rengøringsassistenternes Dag gik viralt

Med den nye vandrepokal og en tradition i vækst har Herlufsholm Skole og Gods fundet en måde at hylde en faggruppe, der ofte står i skyggen, men som er uundværlig for skolens daglige liv.

En festdag med humor og nærvær

Dagen bød også på hjemmebagte boller til morgenmad, frokost serveret af servicelederen selv og små gaver i form af en lækker håndcreme. Derudover havde Majbritt Moth udarbejdet tre kreative spørgsmål, som satte gang i både grin og gode samtaler:

Hvis du var et rengøringsmiddel – hvilket ville du være, og hvorfor?
Hvilken rengøringsopgave burde have sin egen OL-disciplin?
Hvad er det mest mærkelige, du nogensinde har fundet under rengøring?

»Der kom så mange sjove og fantasifulde svar. Det skabte en helt særlig fælles energi,« fortæller hun.

Hele skolen bakkede op

Op til Rengøringsassistenternes Dag havde servicelederen opfordret alle afdelinger til at gøre noget ekstra for deres rengøringsassistenter. Det resulterede i små søde gestusser, hilsner og opmærksomhed fra både ansatte og elever rundt om på skole og kostskole.

Scroll to Top