18. februar 2026 20:21

Branchedagen rent digitalt

ISS uddanner 500 rengøringsmedarbejdere i år

Hjem » Blog » Branchenyt » ISS uddanner 500 rengøringsmedarbejdere i år

Nyt samarbejde mellem ISS og TEC-skolen løfter rengøringsfaget. Samarbejdet giver medarbejderne en reel opkvalificering af deres kompetencer og papir på deres kvalifikationer. Det er ikke kun en styrke for den enkelte, men skaber også værdi for ISS og kan samtidig være med til at løse udfordringen med mangel på faglært arbejdskraft i Danmark.

For servicekoncernen ISS, der leverer facility services og workplace experience, er kernen i forretningen egne medarbejdere. Det gælder også inden for koncernens største forretningsben rengøring, der alene i Danmark tæller flere end 3.000 rengøringsassistenter.  500 af dem ventes at få uddannelse i 2026.

Siden 1934 har virksomheden investeret målrettet i at uddanne og træne alle til at skabe serviceydelser af høj kvalitet, og med det nye samarbejde mellem ISS og TEC-skolen, får rengøringsfaget endnu et løft. Samarbejdet omfatter obligatorisk uddannelse for alle rengøringsassistenter i ISS, der giver medarbejderne en reel opkvalificering af deres kompetencer – og et gyldigt uddannelsesbevis, der gør dem til faglært arbejdskraft.

»Vi er stolte af at have etableret et forløb tilpasset vores virksomhed i samarbejde med TEC-skolen, hvor driftsansvarlige fra ISS har givet essentielle input til uddannelsen. Resultatet er et praksisnært forløb, hvor vi løfter fagligheden inden for rengøringsfaget. Det er ikke blot en styrke for os som virksomhed, men også for den enkelte medarbejder, der får et klart bevis på egne kvalifikationer,« siger Henrik Løkke, Learning & Development Manager, ISS Danmark, og fortsætter:

»Rengøring er rygraden i vores forretning, og vi har altid haft stort fokus på uddannelse og træning, så vores medarbejdere kan levere den bedste service for vores kunder – hver eneste dag. Gennem samarbejdet med TEC bliver vores uddannelse nu formaliseret, hvor vores medarbejdere gennemfører AMU-kurser og får papir på den faglige træning. Det giver os også endnu bedre muligheder for at følge op på fagligheden efter endt kursusforløb.«

Bredes ud til hele landet

Også TEC-skolen er begejstrede for samarbejdet:

»På TEC uddanner vi fagligt stolte og dygtige mennesker. Der er god synergi mellem os og ISS, og derfor er vi glade for, at de, som den første facility management-virksomhed, har været med til at udvikle et kursus tilpasset netop dem i samarbejde med os,« siger Maria Vedsegaard Veha, Uddannelsesleder hos TEC-skolen.

Der blev lige før årsskiftet kørt et pilotprojekt på TEC-skolen i Gladsaxe.

»Her blev det tydeligt, hvor vigtigt det er for deltagerne at få mulighed for at løfte deres faglighed – og dét kan vi hjælpe med. Næste step er i løbet af 2026 at udrulle uddannelsen til resten af landet, så vi sammen kan løfte rengøringsfaget og give endnu flere af ISS’ medarbejdere papir på deres kvalifikationer,« siger Maria Vedsegaard Veha.

Kan løse udfordring med mangel på arbejdskraft


Det nyetablerede samarbejde er ikke blot en fordel for den enkelte medarbejder og for ISS som virksomhed, men har også en vigtig samfundsmæssig betydning. I Danmark er der lige nu lav arbejdsløshed, og om en årrække kigger vi ind i udfordringer med mangel på faglært arbejdskraft. Med et samarbejde som dette gør ISS og TEC-skolen sammen ufaglærte til faglærte og bidrager derigennem til at skabe øget arbejdskraft.

»Siden 1960’erne har vi skabt nye muligheder for mennesker, der kommer til Danmark. Som en del af en ansættelse i ISS tilbyder vi danskundervisning og nu også en uddannelse via et officielt skolesystem med høj faglighed. Det skaber ikke blot et godt job for den enkelte, men bidrager også til en øget arbejdsstyrke med flere faglærte medarbejdere,« siger Christian Lauritzen, Director People & Culture, ISS Danmark.

»Vi har en lang række succeshistorier, hvor kolleger med anden etnisk baggrund end dansk er blevet velintegreret og har skabt en imponerende karriere i ISS. Derfor håber vi, at vi i samarbejde med TEC-skolen kan være med til at løse udfordringen med mangel på faglært arbejdskraft ved at beholde og udvikle endnu flere dygtige medarbejdere, der kan bidrage til at skabe gode serviceøjeblikke for vores kunder,« afslutter Christian Lauritzen.

Det forventes, at 500 ISS-rengøringsassistenter gennemfører den nye uddannelse i samarbejde med TEC-skolen i 2026, og at kurset bliver en del af det obligatoriske onboarding-program for fremtidige medarbejdere. Kurset omfatter servicemedarbejdere og tilsynsfunktionærer.

Scroll to Top