Med tyske ejere har Danren Bogdol A/S hentet både struktur, ordentlighed og inspiration syd for grænsen – uden at give slip på den danske arbejdskultur.

Der bliver talt tysk i bestyrelseslokalet i Odense, og tiltaleformen er Des mellem de tyske ejere. Men de siger du til den danske direktør, for der er blik for at fastholde en dansk virksomhedskultur.
Danren Bogdol A/S har været på tyske hænder siden 2010 og er i dag tydeligt præget af kulturen i en af Hamborg-områdets største service- og rengøringskoncerner.
Bogdol er en familieejet tysk virksomhed med en omsætning på omkring 100 millioner euro og cirka 4.000 medarbejdere i Nordtyskland. For 16 år siden overtog koncernen Danren A/S, og det satte gang i en kulturudveksling, der stadig præger virksomheden.
»Det tager tre timer i bil fra Odense til Hamborg, men der sker rigtig meget på den køretur – i forhold til virksomhedskultur, medarbejderkultur, ledelsesret og fagforeningernes rolle,« fortæller direktør Jacob Nibe.
»De første år med tyske ejere blev brugt til at finde fælles fodslag og forene det bedste fra en tysk og dansk (virksomheds)kultur. Vi skulle lige teste hinanden af.«
Når ledelsesret møder overenskomst
Noget af det, der hurtigt stod klart, var
forskellen på den tyske og danske model.
I Tyskland har ledelsen større frihedsgrader, mens overenskomster og fagforeninger spiller en mere central rolle i Danmark.
»I Danmark definerer vi arbejdstilrettelæggelsen ud fra overenskomstens arbejdstakster. Det var ikke altid let at forklare i en tysk kontekst, hvor ledelsen mere suverænt fastsætter, hvor lang tid en opgave må tage,« siger Jacob Nibe.
Også på det administrative område var der forskelle. I Tyskland skulle rengøringsmedarbejderne – før EU’s implementering af direktivet om tidsregistrering – nedfælde deres mødetider i en bog. Det var hensyn til kontrolregler fra de tyske toldmyndigheder.

»Det system ønskede man fra tysk side at indføre i Danmark ud fra en formodning om at lignende regler var gældende herhjemme. Men det passede ikke til vores mere tillidsbaserede arbejdskultur, og blev hurtigt lagt i graven,« siger Jacob Nibe. Han ser det som en illustration af, at der var stor tysk vilje til at tilpasse sig danske forhold.
En dansk hverdag med tysk ejerskab
I dag mærker de cirka 340 danske medarbejdere kun i begrænset omfang, at virksomheden har tyske ejere.
»Det er primært i ledelsen og i bestyrelsen, at de tyske vinkler kommer i spil. I den daglige drift driver vi fortsat virksomheden på en meget dansk måde,« siger driftskonsulent Kenan Dennis Ates.
I praksis er det mest direktør Jacob Nibe selv, der bruger sine tyskkundskaber fra studietiden på Syddansk Universitet.
»For medarbejderne i hverdagen betyder ejerskabet ikke ret meget,« siger han.
Disciplin og distance
Tidligere havde Danren Bogdol A/S tyske medarbejdere på en opgave tæt på grænsen. Her blev kulturforskellene tydelige i dagligdagen:
»De tyske medarbejdere er meget disciplinerede og møder præcist til tiden – hverken fem minutter før eller efter. Der er også større respekt for autoriteten. Man er Des og holder lidt mere afstand,« fortæller Kenan Dennis Ates.

»I Danmark er strukturen fladere, og der er kortere vej til beslutningerne. Det fungerer godt i en dansk sammenhæng,« siger han.
Men der er også fordele ved de tyske normer og kulturer.
Inspiration fra syd
Selvom den danske arbejdskultur dominerer i hverdagen, henter Danren Bogdol A/S inspiration i Tyskland – især når det gælder rengøringsfagets status.
Syd for grænsen betragtes rengøring i højere grad som et håndværk med tydelig faglighed og formel uddannelse.
»Det er inspirerende, hvordan man i Tyskland lægger vægt på uddannelse og dokumenterede kompetencer. Medarbejderne uddannes og får nærmest noget der minder om et mesterbrev. Der er en tydelig respekt for faget. Den udvikling er på vej i Danmark, men vi kan sagtens lære mere af den tyske tilgang,« siger Jacob Nibe, som via sin bestyrelsespost i SBA har fokus på branchens anerkendelse.
Læs hele artiklen i magasinet Rent i Danmark. Bestil abonnement



