18. april 2026 9:06

Branchedagen rent digitalt

Farvel til toiletpapir? Nye toiletvaner vinder frem hos danskerne

Hjem » Blog » Hygiejne » Farvel til toiletpapir? Nye toiletvaner vinder frem hos danskerne

Douchetoilettet vinder frem i danske hjem som et mere hygiejnisk alternativ til det traditionelle toilet. Nye tal viser, at interessen er tredoblet i Danmark siden 2020.

Rengøring på toiletter og herunder opfyldning af forbrugsvarer som sæbe, håndklædeark og ikke mindst toiletpapir er hverdag for rengøringspersonalet. Men måske er der et kulturskifte på vej i danskernes toiletvaner, som kan smitte af på serviceopgaverne.

Douchetoilettet – der vasker dig under toiletbesøg – vinder hastigt frem i danske hjem og nybyggerier, fortæller Geberit Danmark. Virksomheden har registreret, at antallet af installerede douchetoiletter er tredoblet siden 2020.

»Douchetoilettet er jo egentlig et luksustoilet, og derfor er det en ret spændende udvikling, der viser, at danskerne bruger flere penge på deres badeværelser. Det handler helt sikkert om komfort, men særligt også om et øget fokus på hygiejne,« siger Bent Knudsen, direktør for Geberit Danmark.

Mere fokus på hygiejne

I 2020 satte COVID-19 Danmark i national undtagelsestilstand og skærpede danskernes fokus på hygiejne, rengøring og sundhed i hjemmet. Siden da er interessen for douchetoiletter tredoblet.

»På vores messer og i showrooms mærker vi tydeligt en øget hygiejnebevidsthed. Douchetoilettet mindsker håndkontakt og kroppen bliver rengjort mere grundigt. Danskerne har fået øjnene op for, at hygiejnen forbedres markant, når man bruger vand frem for toiletpapir, præcis som når man vasker hænder,« siger Bent Knudsen

Valget mellem vand og vane

Douchetoilettet, der er kendetegnet ved indbygget skylle- og tørrefunktion, er allerede en udbredt standard i Japan, Schweiz og Sydeuropæiske lande, men stadig et relativt nyt fænomen i Norden. Selvom douchetoiletter er teknologisk veletablerede, peger Geberit på, at kulturelle vaner stadig sinker udbredelsen i Danmark.

»Toiletpapir er stadig en stærk kultur i Danmark og sådan vil det nok være nogen tid endnu. Men vi ser en ny generation af boligejere, der tør gentænke hygiejne og sundhed i deres hverdag. Det er typisk sådan, at nye standarder opstår,« siger Bent Knudsen.

Scroll to Top