Millioner af gummihandsker ender på forbrændingen eller lossepladsen, men nu har forskere på Aarhus Universitet udviklet en teknologi, der kan omdanne de brugte handsker til at fange CO2.
Hvert år bliver der produceret over 100 milliarder nitrilgummihandsker, der er lavet af syntetisk polymer – et materiale, der er kemisk i familie med plastik og fremstillet af olie. Størstedelen bruges i sundhedssektoren, og de fleste bliver kun brugt én gang, før de ender i skraldespanden. Men rengøringssektoren er også stor aftager af handskerne.
Det giver et enormt stort spild af materiale på verdensplan, fortæller postdoc Simon Kildahl fra Aarhus Universitet, der sammen med professor Troels Skrydstrup står i spidsen for projektet.
De er kommet et skridt nærmere en måde at genbruge gummihandskerne på. I et nyt studie fra Institut for Kemi, som netop er udgivet i det videnskabelige tidsskrift CHEM, viser han og hans kolleger, hvordan de kan transformere det brugte gummi til en CO2-fanger i laboratoriet. Og potentialet er rigtig stort.
»En plastflaske kan godt genbruges, som vi kender det fra pant-systemet. Men nogle andre materialer af syntetisk polymer er problematiske, fordi de ikke kan genanvendes, og derfor ofte ender med at blive brændt, som det for eksempel er tilfældet med gummihandsken,« siger Simon Kildahl.
»I vores forsøg fik vi handsken omdannet, så den kan fange CO2 i stedet for at blive et affaldsprodukt, der udleder CO2 og andre skadelige gasser ved afbrænding,« eksemplificerer han.
Store gennembrud
Simon Kildahl er en del af Skydstrup-gruppen, der hører under Novo Nordisk Fondens CO2-forskningscenter (CORC).
Forskningscenteret har hovedsæde på Aarhus Universitet og er et samarbejde af mange universiteter i verden, der forsker i måder, man kan fange CO2 på eller omdanne det til eksempelvis brændsel via power-to-X.
Gruppen er tidligere lykkes med at genanvende materialer som polyurethanskum i madrasser, samt epoxy og glasfibre i vindmøllevinger, der hidtil har været umulige at genbruge.
Og nu ser det ud til, at det også lykkes med gummihandsken.
»Helt konkret river vi gummihandsken i små stykker. Det reagerer med en ruthenium-baseret katalysator og hydrogengas, og derefter kan den så opfange CO2 fra kunstig røggas,« forklarer Simon Kildahl:
»Det kunne potentielt ske på et kraftværk i den virkelige verden.«
Ved opvarmning frigiver gummiproduktet CO2’en igen, så det kan sendes ud til lagring i undergrunden, eller alternativt bruges i power-to-X, samtidigt med at produktet igen kan fange nyt CO2.
Revolutionerende perspektiver
Metoden er ny. For selvom der i dag allerede findes andre materialer til at fange CO2, adskiller Simon Kildahls forsøg sig ved at bruge affaldsmateriale, der ellers ville blive brændt eller ende på en losseplads.
Med forsøgene rykker man derfor et skridt tættere på et mere klimavenligt alternativ, der taler ind i FN’s klimapanel (IPCC) mål om årligt at fjerne mellem 5−16 milliarder tons CO2 fra atmosfæren i 2050.
Det skal nemlig opnås ved fx at fange CO2 på biomasse-forbrændingsanlæg eller direkte fra luften.
Problemet er bare, at hvis man skal nå i mål med de eksisterende metoder, kræver det en opskalering af en råolie-baseret produktion, hvilket selvsagt mindsker effekten klimamæssigt.
»Derfor er det smart at udnytte et affaldsmateriale, som er tilgængeligt i så store mængder, i stedet for at skulle hente endnu mere olie op af jorden,« pointerer Simon Kildahl:
»Med gummihandsken kan vi lave en CO2-fanger, hvor alle atomerne i produktet kommer fra affaldsmaterialet, pånær en mængde hydrogen, som man ideelt kan få fra vand via power-to-X,« forklarer han.
Lovende resultater
Lige nu foregår forsøgene på laboratorie-niveau. Målet er at gøre det skalerbart og mere økonomisk rentabelt, og det er slet ikke utænkeligt at nå derti.
På en skala fra tidlig idé og grundforskning (TRL 1) til fuldt implementeret og kommerciel teknologi (TRL 9), så er forskningen lige nu på en 3-4 stykker, vurderer forskeren.
»Vi arbejder med gram-skala lige nu, og reaktionerne og resultaterne kan se anderledes ud, når vi øger niveauerne til kilo-skala. Men vores resultater ser lovende ud,« siger han.
Det skal samtidig gøres billigere at lave, da katalysatoren, der bruges lige nu er dyr.
»Det kan sagtens være, at det kan lade sig gøre, at rykke nogle trin frem mod virkeliggørelse inden for en overskuelig fremtid, hvis vi kan forbedre skalerbarheden og økonomien i reaktionen,” lyder det fra Simon Kildahl.
