17. april 2026 12:53

Branchedagen rent digitalt

DRF sætter turbo på udviklingen af rengøringsbranchen

Hjem » Blog » Branchenyt » DRF sætter turbo på udviklingen af rengøringsbranchen

Den samlede bestyrelse ser efter generalforsamlingen således ud: Jytte Hansen (formand) og Pia Sjødahl forrest i midten. Flankeret af Mads Kirk og Kurt Skydt. Bagerst fra venstre: Niels Klinge, Jesper Andersen, Per R. Henriksen og Frantz Furrer (næstformand). Ikke med på foto: Suppleanter: Michael Steffensen og Anne Hebert.

Alle professionelle aktører bør slutte op om branchefællesskabet: Bestyrelsen lægger op til øget professionalisering, stærkere fællesskab og intensiv medlemsrekruttering.

Der var sat turbo til og lagt op til en oplevelse for alle med benzin i blodet, da DRF – Dansk Rengøringsteknisk Forening – holdt generalforsamling den 26. marts. Arrangementet var henlagt til bilmuseet Haaning Collection, som rummer en af landets største samlinger af klassiske og sjældne biler. 

På generalforsamlingen lagde bestyrelsen op til at sætte mere turbo på udviklingen af rengøringsbranchens forening.  

Målet at højne branchens status og image, fortalte formand Jytte Hansen i sin beretning. En af vejene derhen er at intensivere arbejdet på, at få flere medlemmer til foreningen. For en stærk og samlet branche kan løfte branchens anseelse og sætte fokus på rengøringens samfundsmæssige betydning.

Derfor lød opfordringen også, at alle rengøringsvirksomheder bør tilslutte sig branchefællesskabet, som byder på faglig sparring og et stærkt forretningsnetværk.

Højt aktivitetsniveau og stærkt fællesskab 

Beretningen viste et højt aktivitetsniveau i 2025 med fokus på at samle branchens interesser og styrke vidensdeling. Året har blandt andet budt på temadage, studieture og faglige arrangementer med emner som droner, tørisblæsning, specialrengøring ligesom der har været fokus på udbud. 

Netværk har været et gennemgående omdrejningspunkt, og blandt højdepunkterne var turen til fagmessen CMS i Berlin. Her blev fagligt indhold kombineret med socialt samvær, og deltagerne fremhævede både vidensdeling og netværk på busturen som en stor succes. 

Faglighed, webinarer og leverandørinddragelse 

DRF har desuden afholdt faglige oplæg og webinarer, hvor både leverandører og brancheaktører har bidraget med viden om blandt andet udbud, digitale dispensere og datadrevet rengøring. 

»Rengøringsassistenternes dag har igen haft stort fokus på branchens vigtige arbejde og bidrag til samfundet. Opbakningen fra virksomheder, kommuner, sygehuse og leverandører vokser år for år, og dagen er blevet et vigtigt element i anerkendelsen af rengøringsassistenternes indsats,« sagde Jytte Hansen i sin formandsberetning.

Messer, samarbejde og professionalisering 

Messen Rent i Danmark er fortsat i god gænge, og kontraktperioden er forlænget til 2028–2030 med mulighed for yderligere forlængelse. Planlægningen for de kommende år er allerede i gang. Naturligvis med særligt fokus på messen 30. september-1. oktober i år. En messe, der bliver endnu større end sidste gang.

Det nordiske samarbejde er ligeledes blevet styrket med årlige møder og temamøder, ligesom der arbejdes videre med projekter – blandt andet i samarbejde omkring Rengøringsassistenternes Dag. 

2025 har også været præget af en øget professionalisering af foreningens arbejde med blandt andet årshjul, tydeligere planlægning af arrangementer og øget synlighed via hjemmeside og sociale medier. En ny profilbrochure og film skal være med til at styrke DRF’s profil og branchens anerkendelse i de kommende år.

Medlemmer, kontingent og valg 

Medlemsrekruttering er fortsat et centralt fokusområde, hvor værdien af medlemskab og deltagelse i arrangementer skal stå tydeligere – ikke mindst for nye medlemmer, som skal tages godt imod og hurtigt blive en del af fællesskabet. 

Generalforsamlingen vedtog desuden kontingentet for 2027, som fastsættes til 3.700 kroner for virksomheder og 875 kroner for personlige medlemmer.

Ny bestyrelse

På valg til bestyrelsen var flere poster. Dorthe Gunvad trak sig midt i valgperioden ligesom Michael Steffensen ikke ønskede genvalg. Han var dog villig til at fortsætte som suppleant. Kurt Skydt, Mads Kirk og Pia Sjødahl blev genvalgt. Nye medlemmer af bestyrelsen blev Jesper Andersen (Damtek), Niels Klinge (Art Service). Anne Herbert blev valgt som ny suppleant.

Scroll to Top