17. april 2026 21:42

Branchedagen rent digitalt

ISS vinder mega aftale hos staten

Hjem » Blog » Branchenyt » ISS vinder mega aftale hos staten

ISS har vundet ‘Statens Facility Management 2026’. En ny aftale med Bygningsstyrelsen, hvor servicekoncernen fra 1. oktober 2026 fortsat skal levere facility services til godt 50 offentlige institutioner landet over.

Aftalen, som løber i 55 måneder, er den største i ISS’ danske forretning og har en årlig omsætning på over 300 millioner kroner.

Med aftalen skal ISS levere serviceydelserne forplejning, renhold, intern service, indvendig vedligehold, affaldshåndtering, udearealer samt kaffeservice til godt 50 statslige institutioner fordelt over 240 lokationer i hele landet med flere end 18.000 statslige ansatte.  

Den nye aftale ‘Statens Facility Management 2026’ erstatter den nuværende aftale fra 2019 mellem ISS og Bygningsstyrelsen under navnet ’Bølge 1 af Statens Facility Management’, der udløber 30. september i år.

Anders Mærkedahl Pedersen, Direktør i Bygningsstyrelsen, udtaler:

»ISS har afgivet et rigtig godt tilbud i forhold til vores tildelingskriterier pris og kvalitet. I vores evaluering har ISS særligt udmærket sig på tildelingskriteriet kvalitet, og vi vurderer ligeledes, at der er tilbudt en robust governance-struktur. ISS har stor erfaring, og vi ser frem til at fortsætte det gode samarbejde.«

Også Henrick Berendtsen, CEO i ISS Danmark, er tilfreds:

»Vi er enormt glade for, at det fortsat er ISS, der skal levere services til de godt 50 statslige institutioner og 18.000 statslige ansatte, der er del af aftalen. Bygningsstyrelsen er en særdeles vigtig kunde for os, og vi sætter stor pris på det stærke samarbejde, vi har opbygget siden 2019. Nu glæder vi os til at udfolde samarbejdet yderligere med den nye aftale, hvor kvalitet og brugeroplevelsen bliver et nøglefokus.«

Serviceydelserne skal leveres af omkring 450 ISS-medarbejdere og løber frem til den 30. april 2031. Aftalen har en årlig omsætning på over 300 millioner kroner, hvilket gør aftalen til den største for ISS’ danske forretning. 

Fakta om Statens Facility Management 2026:

• Flere end 18.000 statslige ansatte

• 50 statslige institutioner

• Ca. 240 lokationer

• Aftalen har en årlig værdi på over 300 millioner kroner om året og en samlet værdi på ca. 1,5 milliard kroner.

• Ca. 450 ISS-medarbejdere leverer servicen 


Scroll to Top