11. september 2026 18:35

Stor opbakning: Skandinaviens største rengøringsmesse bliver endnu større

Hjem » Blog » Branchenyt » Stor opbakning: Skandinaviens største rengøringsmesse bliver endnu større

Rengøringsmessen Rent i Danmark er vokset med 25 procent siden premieren i 2024. Når messen åbner dørene den 30. september – 1. oktober 2026, bliver det i større rammer og med endnu flere muligheder for at opleve ny teknologi, møde branchen og få et kig ind i fremtidens rengøring.

På bare to år har Rengøringsmessen Rent i Danmark udviklet sig til Skandinaviens største rengøringsmesse. Det nye messeformat blev lanceret i 2024, og opbakningen fra branchen har været så stor, at messen nu vokser med 25 procent.

»Det er et meget positivt signal. Da vi lancerede messen, var ambitionen at skabe et samlingspunkt for hele branchen, og den opbakning, vi har oplevet siden, har været fantastisk. Vi mærker tydeligt, at branchen har taget messen til sig og ser værdien i at have et sted, hvor man kan mødes, hente inspiration og få fingrene i de nyeste løsninger,« siger Kristian Nordfred Hansen, projektleder på Rengøringsmessen Rent i Danmark.

Men væksten handler om mere end flere kvadratmeter. Den fortæller også historien om en branche, der har taget sit nye mødested til sig.

Et samlingspunkt, branchen har savnet

Bag messen står OCC og Dansk Rengøringsteknisk Forening (DRF), som sammen har skabt et mødested for alle, der arbejder med rengøring og facility management.

Fotograf: Kent Rasmussen

Her mødes leverandører, rengøringsvirksomheder, rengøringsassistenter, indkøbere, ledere og andre fagfolk for at udveksle erfaringer, opdage nye løsninger og få et indblik i de tendenser, der kommer til at præge branchen i de kommende år.

»Vi har brug for steder, hvor vi kan mødes på tværs af virksomheder og fagområder. Branchen udvikler sig hurtigt, og derfor er det vigtigt at kunne dele erfaringer, blive inspireret og se nye løsninger i praksis. Det er netop det, messen giver mulighed for,« siger Jytte Hansen, formand for DRF.

Behovet for at mødes fysisk er kun blevet større i en branche, hvor teknologi, bæredygtighed og nye arbejdsgange fylder mere og mere. Rengøringsbranchen står aldrig stille, og det gør Rengøringsmessen Rent i Danmark heller ikke. Derfor handler messen ikke kun om at se produkter på en stand. Den handler også om at få ny inspiration og tage viden med hjem.


Robotter, netværk og Danmarks bedste vinduespudsere

Netop kombinationen af fagligt indhold og konkrete oplevelser er en vigtig del af messen.

På messegulvet kan besøgende opleve alt fra robotter og intelligente rengøringsløsninger til nye produkter, maskiner og bæredygtige teknologier. Programmet byder samtidig på inspirerende oplæg, paneldebatter og faglige diskussioner om nogle af de emner, der fylder mest i branchen netop nu.

Det er i høj grad også udstillerne, der er med til at forme oplevelsen. Besøgende kan se frem til alt fra imponerende stande fra store brands til specialiserede nicheleverandører med helt særlige ekspertiser. Fælles er, at messen består af passionerede fagfolk, der brænder for at dele deres viden og vise deres løsninger frem. Det skaber en særlig stemning, hvor faglig stolthed, nysgerrighed og et stærkt fællesskab går hånd i hånd – og hvor man hurtigt mærker, at rengøringsbranchen er mere end produkter og teknologi.

Den samme lyst til at dele erfaringer og ny viden kommer også til udtryk i Speakers Corner, hvor korte og skarpe oplæg fra udstillerne giver inspiration direkte fra messegulvet.

Andre steder på messen bliver fagligheden sat på prøve i praksis. En af de store begivenheder bliver igen DM i Vinduespolering, hvor Danmarks dygtigste vinduespudsere konkurrerer om mesterskabstitlen foran et begejstret publikum. Her er både fart, præcision og nerver på spil, når hver eneste dråbe tæller.

»Noget af det bedste ved messen er alle de møder, der opstår mellem mennesker. Nogle kommer for at se en bestemt løsning eller leverandør, men ender også med at få nye idéer, nye kontakter og nye perspektiver med hjem. Det er den energi, der gør messen til noget særligt,« siger Kristian Nordfred Hansen.


Et mødested for hele Norden

Selvom messen finder sted i Odense, er ambitionen større end Danmarks grænser. Derfor håber arrangørerne, at flere branchefolk fra Sverige og Norge vil lægge vejen forbi messen i 2026.

»Selvom vi kommer fra forskellige lande, står vi ofte med de samme udfordringer. Det gælder alt fra rekruttering og bæredygtighed til ny teknologi og krav om højere kvalitet og effektivitet. Derfor er det værdifuldt at mødes på tværs af Norden og dele erfaringer. Når vi mødes ansigt til ansigt, får vi nogle andre samtaler, end vi gør online. Det giver nye relationer, inspiration og konkrete idéer, som man kan tage med hjem og omsætte i praksis,« siger Jytte Hansen.

Og skulle der blive brug for hjælp til at spotte selv den mindste plet undervejs, er messens populære maskot, vaskebjørnen Ivan Pletfri, naturligvis også på plads i messehallen. Ivan er som altid klar til at sprede rengøringsglæde – og stille op til et par mindeværdige selfies undervejs.

Tilmeld dig her – gratis billet

Rengøringsmessen Rent i Danmark finder sted den 30. september – 1. oktober 2026 på OCC i Odense. Tilmeldingen er åben, billetten er gratis, og den kan hentes her.

Scroll to Top