11. september 2026 18:05

Svensk koncern køber fortsat op i Danmark

Hjem » Blog » Branchenyt » Svensk koncern køber fortsat op i Danmark

Den svenske facility-koncern Reledo fortsætter sin fremmarch på det danske marked og køber nu Global Facility Service og Global Security Service i Roskilde. De to virksomheder beskæftiger tilsammen omkring 50 medarbejdere.

Reledo har på mindre end et år opbygget en markant position på det danske marked gennem en række opkøb. I december 2025 købte koncernen Dansk Miljørengøring, og i april i år fulgte købet af ServiSyd, der har en stærk position inden for rengøring og facility services i Jylland og på Fyn. Reledos første skridt ind på det danske marked blev taget i september 2025 med købet af MTM Service på Sjælland.

LÆS OGSÅ: Sydjysk rengøringsvirksomhed solgt til svensk koncern

Nu føjes yderligere to danske virksomheder til koncernen med købet af Global Facility Service og Global Security Service.

De to Roskilde-baserede selskaber leverer tilsammen facility- og sikkerhedsydelser til både private virksomheder og offentlige kunder. Ifølge Reledo supplerer virksomhederne hinanden godt og har opbygget langvarige kunderelationer og en stærk position på deres respektive markeder.

»Global Facility Service og Global Security Service har opbygget stærke virksomheder med tydelige markedspositioner, høj kundetilfredshed og et stort fokus på servicekvalitet. Opkøbet styrker vores position inden for facility- og sikkerhedsydelser i Danmark og er et vigtigt skridt i vores ambition om at opbygge Nordens førende leverandør af kvalitetsløsninger til arbejdspladser og ejendomme,« siger Jonas Warnander, administrerende direktør i Reledo.

LÆS OGSÅ: Svensk koncern køber dansk rengøringsvirksomhed

Steen Jørgensen, der ejer og leder Global-selskaberne, fortsætter som administrerende direktør efter overtagelsen. Han geninvesterer samtidig en del af provenuet i Reledo.

Reledo blev etableret i 2023 og består i dag af mere end 25 virksomheder inden for blandt andet rengøring, catering, ejendoms- og kontorservice samt bemanding. Koncernen har mere end 2.000 medarbejdere.

Scroll to Top