14. oktober 2026 3:28

Kun de store må gøre rent for SDU

Hjem » Blog » Branchenyt » Kun de store må gøre rent for SDU

Syddansk Universitet udbyder rengøring og vinduespolering på omkring 14 lokationer. Der er tale om en seksårig kontrakt, og kun fem virksomheder ventes at blive prækvalificeret til at afgive tilbud.

Foto: SDU

Syddansk Universitet, SDU, har sendt en omfattende kontrakt på rengøringsservice og vinduespolering i udbud. Opgaven omfatter cirka 14 lokationer, herunder universitetets campusser i Odense, Esbjerg, Kolding, Vejle, Sønderborg og København samt mindre lokationer.

Der er ikke alene tale om almindelig kontor- og undervisningsrengøring. Leverandøren skal blandt andet kunne håndtere auditorier, undervisningslokaler, kantineområder, administrative områder og en række specialområder som laboratorier, GMO-laboratorier, isotopområder og sektionsstuer. Vinduespoleringen omfatter både ind- og udvendigt facadeglas, internt glas og ovenlys.

Høje krav til leverandørerne

SDU samler opgaven i én kontrakt frem for at opdele den i delaftaler. Universitetet begrunder blandt andet beslutningen med ønsket om ensartet kvalitet, enklere kontraktstyring og mulighed for stordriftsfordele.

Det betyder samtidig, at der stilles forholdsvis høje adgangskrav. Ansøgerne skal have en årlig nettoomsætning på mindst 150 mio. kr. og en egenkapital på mindst 10 mio. kr.

Derudover skal virksomhederne kunne dokumentere mindst én sammenlignelig rengørings- og vinduespoleringskontrakt på minimum 15 mio. kr. om året samt erfaring med rengøring i GMO-områder i forsknings- eller undervisningsmiljøer.

SDU forventer at prækvalificere fem virksomheder. Ved udvælgelsen vil universitetet blandt andet lægge vægt på erfaring med store, komplekse rengøringsopgaver, laboratorier, specialområder og kontrakter med en årlig værdi på over 25 mio. kr.

Kontrakten løber efter planen fra 1. juli 2027 til 30. juni 2033. Fristen for spørgsmål er 9. oktober 2026, mens ansøgningsfristen for prækvalifikation er 23. oktober 2026 kl. 12. Ved tildelingen vægter kvalitet 65 procent og pris 35 procent.

Scroll to Top