14. oktober 2026 3:14

24 vinduespudsere klar til kamp om DM-titlen

Hjem » Blog » Service » 24 vinduespudsere klar til kamp om DM-titlen

Der bliver kamp til yderste vinduesramme, når hele 24 deltagere stiller til start ved DM i vinduespolering på Rengøringsmessen Rent i Danmark. Regerende dansk og nordisk mester Mikkel Eis skal forsvare titlen – og sin danske rekord på bare 14,8 sekunder.

Det går stærkt. Meget stærkt.

Torsdag den 1. oktober bliver der kamp til yderste vinduesramme, når nogle af landets skarpeste vinduespudsere mødes til DM i vinduespolering på Rengøringsmessen Rent i Danmark.

Hele 24 deltagere er klar til konkurrencen, hvor fart, teknik og præcision skal gå op i en højere enhed.

En af dem er regerende danmarksmester Mikkel Eis fra Mpuds. Han var blot 17 år, da han ved DM for to år siden satte konkurrenterne til vægs og samtidig noterede den hurtigste tid, der hidtil er registreret i Danmark: 14,8 sekunder.

Siden har han også vundet det nordiske mesterskab.

FÅ GRATIS BILLET TIL RENGØRINGSMESSEN

24 deltagere – og alle er mænd

Årets deltagerliste fortæller samtidig noget om kønsfordelingen, når der konkurreres i vinduespolering.

Alle 24 deltagere er mænd.

Det er naturligvis ikke en opgørelse over hele vinduespoleringsbranchen, men årets DM-felt peger på, at vinduespolering fortsat er et udpræget mandsdomineret fag – i hvert fald når det gælder konkurrencer.

En dråbe kan koste sejren

Og hurtige hænder er langt fra nok for at blive dansk mester.

Deltagerne skal vaske og skrabe tre store ruder, og bagefter bliver resultatet gransket. En plet, en stribe eller en rest vand kan udløse strafsekunder. I en konkurrence, hvor der kæmpes om tiendedele, kan selv en enkelt vandrest derfor blive forskellen på guld og en placering længere nede i feltet.

Der er med andre ord lagt op til både høj puls hos deltagerne og god underholdning for publikum.

Miikkel Eis ses foran firmabilen

Mesteren udfordres af egne medarbejdere

Mikkel Eis har haft rig mulighed for at træne siden sejren i 2024. Efter studentereksamen i sommer er han gået fuld tid ind i Mpuds, som han startede allerede som 15-årig.

LÆS OGSÅ: Stor opbakning: Skandinaviens største rengøringsmesse bliver endnu større

Virksomheden har i dag tre ansatte – og to af Mikkel Eis’ egne medarbejdere, Frederik Lagerbon Iversen og Johan Brændemose Jensen, stiller også op til DM.

Så måske kommer udfordringen til mesteren ligefrem fra egne rækker.

Mikkel Eis har tidligere fortalt Rent i Danmark om ambitionerne med virksomheden:

»Jeg vil gerne skabe en stor forretning.«

Torsdag den 1. oktober må han for en stund lægge virksomhedsdriften til side og igen tage indvasker og skraber i hånden.

Indledende runder starter kl. 13.00. Finalen afgøres kl. 15.00.

Vinderen kan ud over titlen som dansk mester tage 5.000 kroner med hjem.

Med 24 deltagere på startlisten er der lagt op til hård kamp om både sekunderne og DM-titlen.

Scroll to Top