Af Jytte Hansen, formand for DRF (Dansk Rengørings-
teknisk Forening)

SYNSPUNKT / RENT UD SAGT
Behøver det at koste mange penge at skabe en sund og glad arbejdskultur? Og hvilke strategier kan vi bruge til at tiltrække medarbejdere i en stærkere jobtilknytning?
Rengøringsbranchen spiller en afgørende rolle i at sikre sundhed og hygiejne i både private og offentlige virksomheder, men den står over for udfordringer med at tiltrække og tilknytte medarbejdere til branchen. Der er mange måder at knytte medarbejderne tættere til arbejdspladsen på ved at forbedre deres arbejdsvilkår. Mange vil tænke, at det jeg nu siger er jo gammel viden, og det er det også. Jeg mener dog, at flere arbejdspladser kan få stor glæde af og få det genopfrisket og starte på ”nye” initiativer. ”En ting er viden, en anden ting er at handle efter den viden, vi har.”
Åben og ærlig kommunikation mellem medarbejdere og ledelse er altafgørende. Medarbejderne bør involveres, hvor det er muligt. At tilbyde gode lønninger er en udfordring i en branche hvor lønnen generelt er lav. Men virksomheden kan måske tilbyde sundheds- og pensionsordninger samt bonusser. Derudover kan fokus på bløde værdier være en effektiv strategi. Ansvarlige virksomheder og ledere i branchen bør dog altid følge et godt råd: Overhold de gældende overenskomster på områderne.
Der er mange ting, en arbejdsgiver kan gøre, som ikke nødvendigvis koster noget eller kun ganske lidt. Der, hvor det er muligt, kan synlig rengøring skabe større respekt for arbejdet. Fleksible arbejdstider kan hjælpe medarbejderne med at balancere arbejdsliv og privatliv. Dette øger tilfredsheden og tiltrækker en bredere gruppe af arbejdssøgende.
Rengøringsbranchen kan tiltrække og holde på medarbejdere ved at forbedre arbejdsvilkår, tilbyde karriereudviklingsmuligheder og styrke virksomhedskulturen.
Uddannelse og udvikling er også vigtige faktorer. Mange kompetencefonde tilbyder midler, så det ikke koster noget eller ganske lidt at uddanne sine medarbejdere. Dette vil øge både kvaliteten af arbejdet og arbejdsglæde samt stoltheden hos de ansatte. Desuden kan partnerskaber med jobcentre, skoler og uddannelsescentre tiltrække unge mennesker til branchen gennem praktikaftaler.
Et godt arbejdsmiljø kræver, at man sikrer tilstrækkelig træning, adgang til ergonomisk udstyr, miljøvenlige midler og regelmæssig opfølgning på arbejdsforholdene. Der kan implementeres sundheds- og velværeprogrammer, f.eks. fitnessabonnementer, ”Månedens Medarbejder” og sociale arrangementer. Arbejdsmiljøet styrkes også markant ved en inkluderende kultur. Vigtigt er også den verbale anerkendelse af medarbejdernes indsats, som intet koster. Skab en inkluderende arbejdsplads, hvor mangfoldighed værdsættes, og medarbejderne føler sig set og hørt. Dette vil øge arbejdsglæden og moralen.
Investering i teknologi kan gøre en forskel. Moderne rengøringsteknologi og udstyr som automatiserede rengøringssystemer kan lette arbejdet og øge effektiviteten. Ofte kan disse metoder nemt tjene sig selv ind på kort tid. Brug digitale platforme til kommunikation og planlægning for at forbedre arbejdsflowet og samarbejdet.
Sociale og samfundsmæssige initiativer, som mentorroller, kan hjælpe udfordrede borgere med at finde tilbage på arbejdsmarkedet. Det giver også rengøringspersonalet mulighed for at gøre en forskel i hverdagen.
Konklusionen er, at rengøringsbranchen kan tiltrække og holde på medarbejdere ved at forbedre arbejdsvilkår, tilbyde karriereudviklingsmuligheder, styrke virksomhedskulturen, udnytte teknologi og engagere sig i socialt ansvar. Fokus på bløde værdier kan være en særlig effektiv tilgang, hvis økonomiske begrænsninger gør det svært at øge lønnen. Ved at skabe en positiv og støttende arbejdskultur kan rengøringsvirksomheder opnå en loyal og motiveret medarbejderstab.
Er du nysgerrig på at få mere viden om dette emne, så tilmeld dig Dansk Rengøringsteknisk Forenings seminar den 1. og 2. oktober. Her kan du blive meget klogere på, hvordan man knytter medarbejdere tættere til jobbet. Seminaret er en optakt til den nye store professionelle rengøringsmesse ”Rent i Danmark” den 2. og 3. oktober, hvor der ud over at være mange nyheder til branchen også vil være flere spændende oplægsholdere. Jeg glæder mig til at møde jer.