Ny pulje fra 3F: Uddannede rengøringsassistenter belønnes med ekstra 5.000 kroner
3F Privat Service, Hotel og Restauration tager nu selv initiativ til at sikre et løntillæg på 5.000 kroner til privatansatte rengøringsassistenter med faglig uddannelse. Baggrunden for initiativet er et ønske om at anerkende og motivere til opkvalificering inden for branchen. Næstformand i 3F Privat Service, Hotel og Restauration, Henriette Olofson, mener, at rengøringsarbejde ofte er undervurderet i overenskomsterne.
»Rengøring er ikke anerkendt nok i overenskomsten, og vi har kæmpet for at få afsat ekstra løn til dem, der tager en uddannelse. Men arbejdsgiverne har hidtil strittet imod, så derfor tager vi sagen i egen hånd,« siger Henriette Olofson.
Hun vurderer, at i hvert fald 260 rengøringsassistenter kan få glæde af tilskuddet, som finansieres gennem en overenskomstpulje.
Formålet med løntillægget er ikke blot økonomisk støtte, men også at fremhæve fordelene ved faglig uddannelse, der giver rengøringsassistenter viden om blandt andet arbejdsmiljø og ergonomi. Dette kan både sikre bedre vilkår og en højere faglig stolthed.
—
SENESTE NYHEDER:
- Tork fremmer gennemsigtighed inden for bæredygtighed
- Nye analyser afslører: Derfor skal måtterne vaskes
- Tegn abonnement: Halv pris i 2025
Henriette Olofson håber, at initiativet kan få flere arbejdsgivere til at værdsætte medarbejdernes uddannelsesniveau:
»Vi viser, at det her menes alvorligt: Det skal kunne betale sig at uddanne sig.«
Faglighed skal belønnes
3F ser alle rengøringsassistenter som vigtige samfundsbidragere, men understreger, at faglig uddannelse bør være en investering, som også kan mærkes på lønchecken.
»Derfor skal uddannede rengøringsassistenter også have en løn, der afspejler deres faglighed,« tilføjer Henriette Olofson.
For at modtage beløbet på 5.000 kroner skal man være medlem af 3F Privat Service, Hotel og Restauration, være uddannet serviceassistent eller rengøringstekniker og være ansat i en virksomhed omfattet af Serviceoverenskomsten mellem 3F og Dansk Industri/Dansk Erhverv.