Danmark ville være ret beskidt uden udenlandsk arbejdskraft

Poul Madsen, tidligere chefredaktør Ekstra Bladet: På Christiansborg taler de om integration. I rengøringsbranchen løser I integrationen.

Tekst: Torben Elsig-Pedersen, redaktør

Integrationen ville se ret skidt ud, hvis ikke rengøringsbranchen var her. Desuden ville det være uhumsk alle vegne.

Budskabet kommer fra Poul Madsen, kommunikationsrådgiver og tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet. Han har det seneste år fulgt rengøringsbranchen som ordstyrer ved en række af DRF’s konferencer.

»Uden rengøringsbranchen ville det være meget beskidt rundt omkring, og det ville også se rigtig sort ud for integrationen. For det første er mange udlændinge beskæftiget med rengøring, og for det andet er det særdeles vigtigt, at de, der kommer hertil, har et job, for det giver bedre integration,« siger Poul Madsen, som var konferencier på rengøringsmessen Rent i Danmark i begyndelsen af oktober.


SENESTE NYHEDER:

Han giver derfor en række råd til, hvordan rengøringsbranchen kan stå stærkere i både danskernes og politikernes bevidsthed, for ifølge ham løser branchen åbenlyst store samfundsopgaver, men uden at få den fortjente anerkendelse for det.

»I bør gå mere markant ud med jeres budskaber for at fortælle om branchens betydning for samfundet. Jeg synes, I er for defensive, men I har jo gode historier at fortælle,« opfordrer Poul Madsen.

Ryd selv op internt

Men inden branchen kan opnå den nødvendige gennemslagskraft, skal den også rydde op i egne rækker. Hvis der er brodne kar eller dårlige historier, skal branchen selv tage affære, opfordrer han. Ellers risikerer man, at det, der burde være positiv medieomtale, hurtigt vendes til at fokusere på de få uheldige sager.

»Er der brodne kar, bruges der ulovlig arbejdskraft eller forbudte kemikalier, skal I få ryddet op selv.«

Han hæftede sig ved, at rengøringsbranchen ikke kun holder landet rent, men også at mange aktører i branchen gør en stor indsats for den grønne omstilling.

Derfor foreslog han bl.a. et slogan med inspiration fra Ekstra Bladet: “Vi tør, hvor andre fortsætter med at svine.” Eller: “Vær en del af rengøringsbranchen – eller fortsæt med at svine.”

Rejs hovedet

For at forbedre sit image i befolkningen gav Poul Madsen fem konkrete råd og forudsætninger for branchen:

1. Rejs hovedet – vær stolt af branchen og det arbejde, der udføres.
2. Vis, hvad I gør for klimaet.
3. Fortæl de gode historier.
4. Stil krav til aktørerne i branchen.
5. Rejs hovedet endnu mere.