15. december 2025 14:20

Branchedagen rent digitalt

Kæmpekrav i Albertslund: Kun milliongiganter må byde på rengøring

Hjem » Blog » Politik » Kæmpekrav i Albertslund: Kun milliongiganter må byde på rengøring

Albertslund udelukker alle små og mellemstore virksomheder i udbud. Kommunen stiller i et nyt rengøringsudbud krav om, at den kommende leverandør skal have en årsomsætning på mindst 100 millioner kroner.

Tekst: Torben Elsig-Pedersen, redaktør, torben@rentidanmark.dk

Der skal en stor økonomisk muskel til for at gøre sig fortjent til at gøre rent for Albertslund Kommune. I et nyt udbud kræver kommunen nemlig en dokumenteret årsomsætning på 100 millioner kroner for overhovedet at komme i betragtning som leverandør.

Med den afgrænsning er der måske maksimalt en håndfuld virksomheder, der kan byde på den offentlige opgave. Det vækker stærk kritik i erhvervsorganisationerne.

»Et sådant krav fremmer ikke konkurrencen på området, og kommunen risikerer, at der slet ikke opstår en reel konkurrencesituation mellem bydende virksomheder, fordi meget få kan byde på opgaven,« siger Morten Jung, branchedirektør i Dansk Erhverv Service.

»Kommunen begrænser på den her måde konkurrencen og risikerer, at de slet ikke får det rigtige tilbud,« lyder det fra branchedirektøren.

Morten Jung undrer sig over, at en kommune overhovedet kan få den tanke, at en privat samarbejdspartner skal have så stor en omsætning for at kunne gøre rent i offentlige bygninger.

Udelukker alle SMV’er

Samme toner lyder fra SMVdanmark, der repræsenterer de små og mellemstore virksomheder.

»Tænk på, at 90 procent af alle virksomheder er små og mellemstore. Ved at lave en afgrænsning på 100 millioner kroner i omsætning udelukker kommunen langt størstedelen af dansk erhvervsliv fra at byde på opgaven,« siger Jakob Brandt, administrerende direktør i SMVdanmark.

Han peger på et stigende problem i, at offentlige myndigheder udbyder opgaver i en størrelsesorden – og med særlige krav – der betyder, at kun meget få reelt kan byde ind.

»Når vi er nede på, at kun en håndfuld virksomheder kan byde, er det et problem. For det andet ser det også tosset ud fra et konkurrencehensyn, og det forhindrer nye spillere i branchen i at komme ind på markedet.«

Kan blive dyrt for skatteborgerne

I sidste ende risikerer Albertslund Kommune slet ikke at få det bedste bud på opgaven, fordi udbuddet er begrænset til meget få spillere i markedet. Dermed kan kommunen i sidste ende risikere at betale flere skattekroner for rengøringsopgaven end tilfældet ville være med et åbent udbud, hvor langt flere aktører kunne byde ind.

Tavs borgmester

Rent i Danmarks redaktion har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Albertslund Kommunes socialdemokratiske borgmester, Steen Christiansen. Han er ikke vendt tilbage på henvendelserne.

Scroll to Top