
Menchita Svarter er med til at sikre patientsikkerheden på Hvidovre Hospital.
Serviceassistent Menchita Svarter, der til dagligt gør rent på intensivafdelingen på Hvidovre Hospital, er netop blevet kåret som ’Årets Æble’ – ISS’ svar på årets medarbejder blandt de 6.000 ansatte i Danmark.
Tårnhøje faglighed, engagement og overblik har gjort serviceassistent Menchita Svarter til en vigtig del af hospitalets arbejde med at sikre patientsikkerheden. Derfor tildeles hun nu Årets Æble i ISS Danmark.
Menchita har været en del af ISS siden 2021 og er en del af det team, der har ansvaret for rengøringen på intensivafdelingen på Hvidovre Hospital. Et område, hvor kravene til præcision og hygiejne er tårnhøje og blandt de højeste i hele sundhedssektoren. Menchita Svarter sikrer her, at netop hygiejnen altid er i top og at smittespredningen bliver forebygget, så hospitalets personale kan udføre deres arbejde. Resultatet taler for sig selv. Ved en nylig støvmåling på afdelingen, var der ganske enkelt intet støv at måle.
»I ISS er vi stolte af at have medarbejdere som Menchita, der hver dag leverer service på så højt kvalitetsniveau. Særligt når man som Menchita arbejder i et miljø med kritisk syge patienter og avanceret, livsreddende udstyr, hvor der ikke er plads til kompromiser. Menchita er indbegrebet af den ansvarlighed og servicekultur, ISS står for, og hendes indsats fortjener den største anerkendelse,« siger Henrick Berendtsen, CEO, ISS Danmark.
En vigtig og højt skattet medarbejder
For Hvidovre Hospital handler det om at give patienterne den bedst mulige pleje og behandling. Derfor spiller Menchitas høje faglighed, overblik og engagement en stor rolle for hospitalet.
»Det betyder meget at have en medarbejder med så høj professionalisme i et så kritisk miljø. Menchita er engageret, stabil og højt skattet på afdelingen,« fortæller Pia Kofoed Gregersen, faglig koordinator på Hvidovre Hospital, og understreger tillige den kritiske betydning af samarbejdet med ISS:
»Menchita og hendes kolleger gør en stor forskel for hospitalet. Det er dem, der i første led sikrer, at patientsikkerheden overholdes. Hygiejnen er fundamentet for det hele. Der kan ikke gennemføres behandling eller operationer uden dem. Vi har et virkelig godt og nødvendigt samarbejde.«

En rørt serviceassistent
Anerkendelsen som Årets Æble kommer som en stor overraskelse for Menchita, der meget rørt tog imod prisen:
»Jeg føler mig stolt – og meget glad. Jeg mangler simpelthen ord, fordi jeg er så glad,« fortæller Menchita Svarter.
Modtager pengepræmie og nomineres til global pris
Hver måned har både kolleger og kunder mulighed for at indstille en ISS-medarbejder til anerkendelsen ’Månedens Æble’. Udvælgelsen sker på baggrund af en ekstraordinær indsats, hvor medarbejderen har gjort en mærkbar forskel i hverdagen. Blandt årets månedlige modtagere kåres én samlet vinder som ’Årets Æble’. Med titlen følger en skattefri pengepræmie på 25.000 kroner samt en nominering til ISS’ globale medarbejderpris: ’Global Apple Award’.



Den internationale pris uddeles årligt til én medarbejder blandt koncernens 330.000 ansatte verden over. Vinderen offentliggøres i forbindelse med ISS’ globale lederkonference i maj 2026.



