Coor har vundet det nye udbud om kantinedriften hos KAB med opstart den 1. juni 2026. Den nye aftale har blandt andet fokus på bæredygtighed, kvalitetsmåltider og ansvarlige løsninger i den daglige drift.
Som en del af aftalen skal Coor fortsat levere løsninger med Økologi Sølvmærket og Svanemærkede produkter samt arbejde målrettet med sæsonbaserede råvarer og ansvarlig drift på tværs af kantine og arrangementer.
I forbindelse med udbuddet har Coor haft fokus på at udvikle løsninger, der understøtter KAB’s krav og ambitioner til både bæredygtighed, kvalitet og brugeroplevelse.
”Coor har leveret gode og gennemarbejdede besvarelser i udbudsprocessen og har særligt udmærket sig ved en klar og overbevisende beskrivelse af deres tilgang til kvalitet, bæredygtighed samt fokus på sæsonbaserede råvarer. Derfor glæder vi os til at fortsætte samarbejdet med Coor”, siger Lisa Lund Holst, Ejendomsdirektør, KAB.
Fokus på bæredygtighed og nye løsninger
Hos Coor er der stor glæde over den nye aftale.
“Vi er stolte over at have vundet det nye udbud hos KAB. I vores tilbud har vi haft stærkt fokus på at udvikle løsninger, der matcher ambitionerne i udbuddet – blandt andet inden for bæredygtighed, Økologi Sølvmærket, Svanemærkede løsninger og brugen af sæsonbaserede råvarer,” siger Peter Hasbak, administrerende direktør, Coor.

Som en del af aftalen kan Coor også stå for KAB’s julefrokoster, hvilket skal understøtte en samlet løsning på tværs af kantinedrift og arrangementer.
Den nye aftale er trådt i kraft den 1. juni 2026.



