14. oktober 2026 2:46

Mai Mercado: Rengøring risikerer igen at blive overset

Hjem » Blog » Branchenyt » Mai Mercado: Rengøring risikerer igen at blive overset

Corona gjorde værdien af rengøring og god hygiejne tydelig. Men i en travl hverdag risikerer betydningen igen at blive overset. Det vil Mai Mercado minde om, når hun taler til rengøringsbranchen på Rengøringsmessen i Odense.

Rengøring er langt mere end en praktisk opgave. Det er en grundlæggende forudsætning for, at blandt andet hospitaler, skoler, institutioner og arbejdspladser kan fungere. Det bliver et af budskaberne fra folketingsmedlem Mai Mercado, når hun taler på Rengøringsmessen onsdag formiddag.

– Corona viste os, hvad god rengøring og hygiejne er værd, og hvilken samfundsværdi det har. Branchen løfter en vigtig opgave, som vi skal huske at anerkende, siger Mai Mercado.

Hun peger på sundhedsvæsenet som et tydeligt eksempel på, hvad der står på spil.

– Prøv at lave tankeeksperimentet: Hvad ville der ske på hospitalerne, hvis der ikke blev gjort ordentligt rent? Konsekvenserne ville være flere syge patienter og medarbejdere og i værste fald alvorlige følgevirkninger. Samfundet kan ganske enkelt ikke fungere uden rengøring.

Kvalitet skal tælle i udbuddene

Ifølge Mai Mercado handler anerkendelse af rengøringsbranchen ikke kun om ord. Det skal også kunne ses i den måde, rengøring bliver købt ind på.

Hun efterlyser derfor større fokus på kvalitet i offentlige og private udbud.

– Man skal være opmærksom på kravene og sørge for at skrive dem tydeligt ind i udbudsmaterialet. Det må ikke kun være prisen, der tæller. Kvaliteten skal også have vægt.

Du kan høre Mai Mercado onsdag den 30. september klokken 10 på rengøringsmessen Rent i Danmark.

HENT DIN GRATIS BILLET HER

Teknologien ændrer jobbet

Samtidig står branchen over for en betydelig udfordring med at skaffe arbejdskraft. Her ser Mai Mercado teknologi som en del af løsningen.

– Teknologien gør ikke medarbejderne overflødige. Men den kommer til at ændre arbejdet og stille andre krav til kompetencerne. Jeg tror, vi vil se en mere specialiseret arbejdskraft i rengøringsbranchen i fremtiden, siger Mai Mercado.

Scroll to Top