14. oktober 2026 3:49

Nu kan HAKO ses fra motorvejen

Hjem » Blog » Branchenyt » Nu kan HAKO ses fra motorvejen

Det er svært at overse HAKO, når man kører over Fyn. Det nye domicil ved Langeskov ligger helt ud til motorvejen, og det store HAKO-logo på facaden er blevet en synlig markering af rengøringsmaskinleverandøren.
»Vi kan tydeligt mærke, at vi er blevet meget mere synlige. Vores kunder kender os, men nu ser de også HAKO-logoet, når de kører tværs over Fyn. Den dag, de får behov for en ny maskine, skal de gerne kunne huske, hvem vi er,« siger Jan Andersen, direktør i HAKO Danmark.
For en virksomhed, der sælger maskiner med mange års levetid, kan der gå lang tid mellem kundernes indkøb. Derfor er eksponeringen mod motorvejen også en langsigtet investering i brandet.
»Vi sælger kvalitetsmaskiner, der holder i mange år. Så er det en fordel, at kunderne bliver mindet om os, også i de år hvor de ikke står over for et indkøb,« siger Peter Lønne Andersen, distriktschef i HAKO Danmark.

Op mod 100 maskiner i udstillingen


Det nye domicil giver samtidig HAKO bedre mulighed for at invitere kunder indenfor. Der kan stå mange maskiner i udstillingen, og kunderne kan både se modelprogrammet og afprøve maskiner på virksomhedens egne arealer.
»Vi har fået rigtig gode muligheder for at vise maskinerne frem. Kunder kan komme ind, se modelprogrammet og prøve maskinerne i et rigtigt miljø. Om det er på et værksted, i kontorarealer, i et stort lager eller på de udendørs arealer,« siger Peter Lønne Andersen.
Det ændrer dog ikke på HAKOs grundprincip: Den rigtige maskine skal passe til den konkrete opgave.
»Det finder vi bedst ud af hos kunden, hvor vi kan teste maskinen under de faktiske forhold. Derfor vil vores sælgere fortsat køre ud og demonstrere maskinerne hos kunderne,« siger Peter Lønne Andersen.

Skal kunne levere hurtigt


Mere plads betyder også større lagerkapacitet. HAKO har traditionelt prioriteret at have en stor del af maskinprogrammet på lager, så kunderne kan få leveret hurtigt.
»Hvis en maskine går ned, kan kunden have behov for en ny allerede næste dag. Det handler både om arbejdsmiljø og om, at rengøringsvirksomheden skal kunne levere den aftalte rengøring. Ingen kan leve med, at maskinerne ikke kan køre,« siger Jan Andersen.
Det samme gælder, når en rengøringsvirksomhed vinder en ny kontrakt og hurtigt skal i drift.
»Nogle gange går der meget kort tid fra en kontrakt er vundet, til maskinerne skal være på plads. Derfor har vi gjort det til en vane, at vi skal kunne levere hurtigt,« siger Jan Andersen.
Reservedele, som HAKO ikke selv har på lager, kan i mange tilfælde bestilles fra Tyskland inden klokken 14 og være hos servicemontøren næste morgen.

Brugte maskiner får nyt liv


På adressen står også omkring 100 brugte maskiner. Mange kommer retur efter en lejeperiode, bliver gennemgået og sat i stand og kan derefter få et nyt liv hos en anden kunde.
HAKO arbejder blandt andet med flerårige lejeaftaler, hvor kunden kender sine omkostninger måned for måned. Det kan især være en fordel for rengøringsselskaber med tidsbegrænsede kundekontrakter.
»Kunden får en kendt månedlig omkostning og behøver ikke stå med en maskine, der ikke længere er brug for. Vi får en kvalitetsmaskine retur, som kan sættes i stand og få et liv nummer to,« siger Peter Lønne Andersen.

Service sælger maskine nummer to


Selv om HAKO investerer i synlighed, bygninger og udstilling, er virksomhedens filosofi grundlæggende uændret.
»Det ligger i vores DNA, at vi skal behandle kunderne, som vi selv gerne vil behandles. Når kunden har et problem, så har vi også et problem,« siger Jan Andersen.
Hos HAKO er vurderingen, at den første maskine kan blive solgt af en dygtig sælger. De næste maskiner bliver i høj grad solgt på kundens erfaring med produktet og organisationen bag.
»Maskine nummer ét kan en dygtig sælger afsætte. Maskine nummer to, tre og fire bliver solgt på kvaliteten, servicen og på, om vi overholder det, vi har lovet,« siger Jan Andersen.

Plads til at vokse


Det nye domicil omfatter en grund på omkring 30.000 kvadratmeter. Der er cirka 3.500 kvadratmeter isolerede bygninger til blandt andet administration, værksted og lager samt omkring 1.500 kvadratmeter øvrige haller.
De eksisterende bygninger er renoveret og ombygget, dele er nybygget, og der er blandt andet etableret ny varemodtagelse.
HAKO havde oprindeligt planer om selv at bygge nyt på den anden side af motorvejen. Men da den nuværende ejendom kom til salg, gik det hurtigt.


»Vi traf beslutningen i løbet af fire-fem dage. Vi havde gennem mange år sparet op med henblik på en flytning, og pludselig var muligheden der,« siger Jan Andersen.
Virksomheden har gennem årene udvidet flere gange på den gamle adresse i Langeskov. Men denne gang skulle der tænkes længere frem. Den store grund giver samtidig mulighed for senere udvidelser.

Rødder i Langeskov


HAKOs historie i området går langt tilbage. Omkring 1960 overtog Henry Andersens Maskinforretning i Langeskov forhandlingen af HAKO på Fyn. Jan Andersen kom, som søn af Henry Andersen, ind i virksomheden i 1993, og i 1996 blev HAKO Danmark etableret.
I dag beskæftiger HAKO Danmark 41 medarbejdere. Omkring 20 arbejder primært ud fra deres hjemadresse rundt om i landet som møntører og sælgere.
Med det nye domicil er HAKO fortsat i Langeskov, men virksomheden er blevet væsentligt sværere at køre forbi uden at lægge mærke til den.

Scroll to Top