GODT NYT TIL DEM DER ARBEJDER OM NATTEN

 

En uges nattevagter om måneden øger ikke risikoen for blodpropper i hjertet

Du har ikke en højere risiko for blodpropper i hjertet eller hjertekrampe, hvis du arbejder mellem en og syv nætter per måned. Det viser et studie fra Aarhus Universitet, som har undersøgt flere end 250.000 danskeres arbejdsliv og sygdomshistorik. 

Resultatet er godt nyt for dem, der arbejder en gang i mellem om natten. Tidligere studier viser, at 7-9 procent af rengøringsassistenterne har natarbejde.

Resultaterne i det nye studie står i kontrast til tidligere viden, hvor det er påvist, at meget nattearbejde kan være årsag til udvikling af diabetes og anden sygdom. Men den gode nyhed er, at der ikke kan påvises øget risiko for blodpropper i hjertet eller hjertekrampe, hvis du har op til 7 nattevagter per måned.

Bag studiet står ph.d.-studerende Jesper Medom Vestergaard fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet:

»I vores studie ser vi ikke en sammenhæng mellem de registrerede nattevagter og risikoen for at få blodprop i hjertet eller hjertekrampe. Mange internationale studier har ellers peget på en sammenhæng, derfor er resultaterne i vores studie interessante, ikke mindst fordi de tidligere studier primært er baseret på spørgeskemaer, hvorimod vi har haft muligheden for at sammenholde specifikke data om arbejdstid med personernes konkrete helbredsoplysninger,« fortæller Jesper Medom Vestergaard.

I studiet har Jesper Medom Vestergaard haft adgang til dag-for-dag oplysninger om arbejdstid for i alt 254.031 ansatte ved de danske regioner, som er sammenholdt med deres helbredsoplysninger fra blandet andet Landspatient-registret.

»De ansatte ved regionerne, som arbejder om natten, har i gennemsnit 1.8 nattevagter pr. måned og 93% har mindre end 7 nattevagter per måned. Studiet viser, at det ikke er forbundet med en forhøjet risiko for blodprop i hjertet eller hjertekrampe.«

Alle kan ikke vide sig sikre

Jesper Medom Vestergaard understreger dog, at studiets resultater ikke betyder, at alle med nattevagter kan ånde lettet op.

»De 250.000 personer i vores studie arbejder primært i sundhedssektoren, og kun meget få arbejder permanent om natten. Derfor kan vi ikke konkludere, at der slet ikke er en øget risiko for hjerteproblemer forbundet med nattevagter. Mange andre faktorer kan være i spil, men i analyserne har man taget højde for alder, køn, arvelighed og andre sygdomme, som er forbundet med blodprop og hjertekrampe.«

 Jesper Medom Vestergaard vil følge op med et nyt studie, som skal se på risikoen for brystkræft, som også tidligere er koblet til natarbejde.