Undgå bakteriefælderne i træningscentret

Der er masser af bakterier i de fleste træningscentre, som i disse uger er fulde af danskere med nytårsforsæt.

.

”Træningscentre er en overset bakteriebombe, fordi så mange mennesker er samlet på meget lidt plads i et fugtigt miljø, hvor bakterier stortrives. Samtidig er der en konstant gennemstrømning af nye gæster i løbet af en dag og en hel masse fysisk kontakt med maskiner, vægte, håndtag og måtter,” siger Maria Brix Balle, der er biolog i hygiejnevirksomheden Initial.

 

Danskerne vil have rene centre

Nogle fitnesscentre tager hygiejnen seriøst, mens der er rum for forbedring hos andre, mener Maria Brix Balle. Hun opfordrer centrene til ikke at tage let på de mange bakterier, der blive spredt i de gunstige omgivelser, for gæsterne går i stigende grad op i ikke at tage bakterier og mulig sygdom med sig hjem fra træningspasset.

”Det giver rigtig god mening at sætte hygiejnen under lup, for god hygiejne er noget, der optager flere og flere træningsglade danskere. Ved at give hygiejnen et nøk opad kan man begrænse udvekslingen af bakterier og dermed slippe for en masse sygedage hos gæsterne,” siger Maria Brix Balle fra Initial.

Det største ansvar ligger dog hos den enkelte gæst i træningscentret – både for ikke at blive et offer for andres bakterier og for ikke at sprede egne bakterier, lyder det fra Marie Brix Balle, der fortæller, at vores hænder er det letteste og mest effektive sted at begynde. Ved at vaske hænder før og efter træningen og så vidt muligt undgå at røre sig selv i ansigtet undervejs, kan man undgå mange bakterier.