Debat: Husk nuancerne i udbudsdebatten

Af Malene Jæpelt, sekretariatsleder for Danske Service

Med jævne mellemrum opstår der en diskussion af, hvorvidt rengøring skal løses af det offentlige selv eller af private servicevirksomheder.

Private aktører på
et offentligt marked
er ikke lig med ringere service
og dårlige arbejdsvilkår

Malene Jæpelt






Et eksempel er Lydia Frydendal Callesen, der er ny formand for den offentlige gruppe i 3F. I forbindelse med et tiltrædelsesinterview til A4 tilkendegav hun, at ”udliciteringsboblen skal punkteres”. I interviewet kalder Lydia Frydendal Callesen det for en vildfarelse, når mange tror, at alt privat er godt.

Så langt kan vi godt være enige: Det er ikke en kvalitet i sig selv, at en rengøringsassistent er privatansat. Men det bør omvendt heller ikke være et mål i sig selv, at opgaverne altid løses af mennesker med kommunens logo på lønsedlen.

Kommunerne har i dag mulighed for at udbyde en lang række opgaver som eks. rengøring, snerydning, renovation m.v. Kan man ikke få det, som man vil have det i forhold til pris, kvalitet m.v., så kan kommunen vælge selv at løse opgaven. Men fra Danske Services side mener vi, at man som minimum bør spørge markedet, hvilken service det kan levere – til hvilken pris.

Private aktører på et offentligt marked er ikke lig med ringere service og dårlige arbejdsvilkår. Der findes mange rengøringsassistenter, der er glade for deres arbejde og private arbejdsplads, og mange steder oplever borgerne stor tilfredshed med den service, der leveres af private, samtidigt med at kommunerne oplever, at samarbejdet med private giver mere værdi for pengene.

Derudover skal man huske, at vores medlemmer i Danske Service, små eller mellemstore servicevirksomheder, også påtager sig et samfundsansvar ved f.eks. at bidrage til integrationen og bidrager til et mere rummeligt arbejdsmarked. Stirrer man sig blind på modstanden mod private i det offentlige, risikerer man at ramme de forkerte– nemlig de virksomheder, der skaber vækst og arbejdspladser, så der fortsat er råd til en offentlig sektor med højt serviceniveau. Lad os i stedet stå sammen om at fremme ordnede forhold og faglig stolthed i branchen – sådan at man uanset logo på lønsedlen kan være stolt af at være en del af servicebranchen og glad for at gå på arbejde.