Topdanmark vælger Forende Service som ny facility service-partner

Nye tider er i vente hos landets næststørste forsikringsselskab, der for første gang overlader ejendomsservice og rengøring til eksterne hænder. Koncernens ledelse har peget på Forenede Service, der 1. marts 2021 overtager opgaven med alt fra handymen og gartnere til rengøringsassistenter

Topdanmark har for første gang valgt at overlade ejendomsservice og rengøring til eksterne hænder. Valget er faldet på Forenede Service.

God dialog og et fælles mål om ordentlige forhold. Det er rammen for en ny aftale, som Topdanmark netop har underskrevet med landets største, familieejede facility service-virksomhed, Forenede Service. Aftalen lander i kølvandet på mange måneders research af Topdanmark, som har analyseret og vurderet, hvilke organisatoriske muligheder der har været for at sikre, at eksisterende facility service-aktiviteter i fremtiden bliver drevet på bedste vis.

»Rengøring og ejendomsservice er ikke en spidskompetence for et forsikrings- og pensionsselskab. Vi har derfor valgt at overlade ansvaret til eksterne hænder hos Forenede Service, så vi kan koncentrere os om vores kerneforretning,« forklarer Brian Rothemejer Jacobsen, koncerndirektør hos Topdanmark, og tilføjer:

»Historisk set har vi altid selv stået for servicearbejdet, og det er gået godt. Men vi ønsker en samarbejdspartner, der kan drifte og udvikle vores serviceled, og vi har tillid til, at Forenede Service kan løfte opgaven og sikre fortsat udvikling.«

Bedre vilkår og karriereveje

At der følger et stort ansvar med opgaven hos Topdanmark, er der ingen tvivl om. Allerede forud for opstarten er der derfor lagt skarpe planer for, hvordan opgaven skal driftes og løftes, lyder det fra salgschef i Forenede Service, Katrine Pilebo:

»Topdanmark har udsendt et åbent udbud, hvor vi som leverandør skulle komme med vores bedste bud på en løsning. Det er der gået mange tanketimer med at finde frem til, for det er en kunde der rummer alt fra indendørs regnskovsarealer med pasning af skildpadder til fællesarealer og kontorområder der skal rengøres efter alle ordentlighedens principper,« siger hun.

Med samarbejdet følger også nye konstellationer i hverdagen for de ansatte, der i mange år har bedrevet rengøring og ejendomsservice hos Topdanmark. Det har derfor været et tungtvejende kriterie i valget af samarbejdspartner, at eksisterende medarbejdere var sikret fortsat jobfunktion:

»Størstedelen af vores servicemedarbejdere har været ansat i mange år. De er både dygtige og erfarne, og med Forenede Service får de en erfaren arbejdsgiver, der tilbyder faglig udvikling og nye karriereveje – noget som vi ikke kan tilbyde på samme måde for netop de faggrupper,« siger Vibeke Tølbøll, HR-chef hos Topdanmark.

Fokus på uddannelse

Og netop uddannelse og opkvalificering har i mange år været i højsædet hos Forenede Service. Sidste år blev der afsat mere end 1450 uddannelsesdage til medarbejdere fra alle dele af virksomheden, og forventningerne til året, der netop er skudt i gang, er, at der satses på et bredt udbud af både kurser og efteruddannelsesforløb:

»Opkvalificering af medarbejderne er helt afgørende. Både for at sikre glade og motiverede medarbejdere, og for at kunne yde det bedste stykke arbejde ude i felten hos vores kunder,« indleder HR-chef i Forenede Service, Kenny Vermehren Dahl, og tilføjer:

»Forenede Service er en virksomhed med mange faggrupper og funktioner. Det stiller krav til uddannelsesarbejdet, der skal favne alt fra gartnere til administrative medarbejdere og rengøringsassistenter. Og når vi kigger i krystalkuglen for 2021, ser vi frem mod endnu et år med uddannelse i fokus – et år hvor vi kommer til at fokusere benhårdt på opkvalificering, kurser og efteruddannelse til både frontpersonale og mere ledende funktioner.«