Ejnar skulle skaffe 100 mand fra dag til dag

Det sidste år med corona har givet store udfordringer til landets rengøringsvirksomheder. Her fortæller Ejnar Olsen fra Forenede Service om oplevelserne i et år med coronakrise

TEKST //
TORBEN ELSIG-PEDERSEN, REDAKTØR

Med de ekstra coronakrav til rengøringen tilbage i foråret sidste år skulle Forenede Service alene i region Midt- og Nordjylland bruge 20 procent mere arbejdskraft for at løse opgaven med rengøring og afspritning.
»Det svarer til, at vi fra dag til dag skulle finde, hvad der svarer til 100 mands arbejdskraft. Så mange kunne vi naturligvis ikke rekruttere på så kort tid, så løsningen var, at mange af vores medarbejdere blev sat ekstra op i ekstra arbejdstid. Det krævede et stort koordineringsarbejde og tæt dialog med vores offentlige og private kunder,« fortæller Ejnar Olsen, der er vicedirektør i Forenede Service med ansvar for Midt- og Nordjylland.
Han peger samtidig på, at 3F har udvist stor fleksibilitet under coronaforløbet, hvilket har været medvirkende årsag til, at opgaverne kunne løses.
»Den største opgave kom helt uventet i påsken fra dag til dag. Foruden at koordinere vores medarbejders arbejdstid, så skulle vi ud på alle skoler og institutioner for at lave aftaler. Vores rengøringsassistenter fik en ny opgave i hele dette forløb, hvor de blev langt mere synlige over for skoleledere, institutionsledere og de ansatte. Jeg fornemmer, at det at de fik mere ansvar også gav dem langt mere stolthed i udførelsen af opgaverne. Pludselig opdagede man rundt omkring, hvilken værdi rengøringsassistenterne har i dagligdagen. Forløbet har også vist, hvor nyttigt det er med mere kommunikation mellem brugere og assistenter,« siger Ejnar Olsen.
Han peger på at en tættere dialog mellem rengøringsfirma, assistenter og kunderne har skabt en ny synlighed på rengøringens betydning. Der har været fokus på at optimere processer.
»Når vi er så tæt inde i en dialog med kunderne, så går vi og vores rengøringsassistenter fra at være leverandør til at være partner. Vi kommer tæt på et samarbejde med for eksempel skoler og daginstitutioner og bliver derfor mere synlig over for brugerne. Rengøringsassistentens arbejde bliver på den måde mere værdsat, så nu ved alle hvilken betydning god hygiejne har for sikkerheden og trivslen på en skole eller i en institution,« siger Ejnar Olsen.

Ekstra omsætning
Det ekstra fokus på rengøring og hygiejne er kommet for at blive, mener vicedirektøren.
»Vi kan se, at der fortsat er efterspørgsel på smitteforebyggende rengøring hos mange offentlige og private kunder. Jeg tror, den del vil vare ved, for vi kan se, at nogle kommuner har købt smitteforebyggende rengøring som fast ydelse. Flere både i det private og offentlige kan konstatere færre sygedage. I private virksomheder afspejler det sig i de økonomiske resultater,« siger Ejnar Olsen.