Servicebranchens solstrålehistorier

SYNSPUNKT: Af Clara Rydahl Torp, Sekretariatsleder i Danske Service

Når jeg skriver om rengøringsbranchen på vegne af Danske Service, fortæller jeg ofte om udfordringer som kritisable, økonomiske besparelser, mangel på anerkendelse af rengøringsmedarbejdere og problemer med at tiltrække arbejdskraft. De udfordringer tegner dog langt fra det fulde billede af branchen, hvor vi ser mange virksomheder, som løfter et stort socialt og bæredygtigt ansvar. Der er talrige eksempler på ildsjæle, som skaber stolthed hos både virksomheder og medarbejdere, og dem vil jeg gerne fremhæve.

Stor opmærksomhed på behandling af rengøringspersonale

I løbet af foråret er kampagnen ‘Rigtigt Rent’, som sætter fokus på godt arbejdsmiljø i rengøringsbranchen, blevet en kæmpe succes. ‘Rigtigt Rent’-kampagnen er blev delt af en bred række aktører i branchen, den er blevet vist mere end seks mio. gange og kampagnens hjemmeside er blevet besøgt mere end 10.000 gange. Der kom særligt fokus på kampagnens plads i Københavns Metro, som – nærmest symbolsk – blev udgivet et år efter den meget omtalte overfaldsepisode af en rengøringsmedarbejder i netop metroen. Selvom vi ofte oplever, at rengøringsbranchen bliver overset, tolker vi den store opmærksomhed som et udtryk for en tendens, hvor folk lægger vægt på at hilse på rengøringspersonale i hverdagen.

Succeshistorier i året der er gået

I Danske Service udtrykker vi ofte kritik af medier og politikere, som overser vigtigheden af kvalitetsrengøring og rengøringspersonalets arbejdsmiljø. Derfor er det også vigtigt at rose, når der kommer politisk fokus på rengøringsfaget. I løbet af efteråret har vi særligt set to klare eksempler på, at nedprioriteringen af rengøring, ikke altid gør sig gældende.
For det første blev servicefradraget i slutningen af 2023 næsten fordobblet, hvilket giver bedre vilkår for små- og mellemstore rengøringsvirksomheder. I den forbindelse gav Berlingske spalteplads til, at jeg kunne slå et slag for værdien af servicefradraget. For det andet omtalte Politiken rengøringsfaget i en anmeldelse med titlen ‘Rengøringsdamen er fremtidens helt’. Et budskab som vi satte stor pris på. Avisen printede tilmed et indlæg, hvor jeg takkede for deres budskab.

Den synlige rengøringsmedarbejder

Afsluttende har vi i løbet af det seneste år i stigende grad set politisk fokus på synlig rengøring i daginstitutioner såvel som i private virksomheder. Debatten bliver somme tider ophedet, men vi kan tydeligt se en tendens til at flere tilvælger synlig rengøring til glæde for rengøringsmedarbejdernes arbejdstider – med synlig rengøring bliver det også nemmere for rengøringspersonalet at føre et mere normalt familieliv.
Samlet set har vi oplevet mange positive eksempler på, hvordan rengøringsbranchen bliver opfattet og omtalt i den brede befolkning i det forgangne år. Den udvikling er jeg utroligt glad for, og vi kommer vi til at arbejde hårdt for, at den positive udvikling fortsætter.