Nye værktøjer styrker arbejdsmiljøet for gartnerne

GRØNNE OMRÅDER: Nye tidssvarende værktøjer gavner arbejdsmiljøet, arbejdsglæden, støjbelastningen og pengepungen, når de grønne områder skal holdes fine

Fotos: Jeanette Lagrelius

»Ja, der er godt nok sket meget siden 1993, hvor jeg startede som gartner,« siger distriksleder i TJEK Ejendomsservice Claus Adsersen og kigger stolt over på et af de nyeste værktøjsindkøb på traileren: En avanceret hækkesnitter, der kan spændes på en lille traktor, og som med sine seks knive og tre rotatorer virkelig kan tage effektivt fat på enhver hæk, hvor den lille traktor kan komme til.
»Der er rigtig mange fordele ved den. Først og fremmest letter den jo vores arbejdsmiljø. Alle, der har prøvet at stå i timevis med en hækkeklipper i hånden, ved hvor belastende det er for kroppen og særligt for armene. Og for gartnernes vedkommende, hvor det jo i højsæsonen drejer sig om dagevis, hvor vi skal klippe hække, er det virkelig en stor hjælp,« siger Claus, som selv er uddannet som faglært gartner og forklarer, at en typisk hækkeklipper nemlig kan veje mellem fem og seks kilo, og det slider på korpus at stå med den i strakte arme i flere timer.

Gavner gartnerne og kunderne
Som også kendt fra mange plæneklippere, sørger knivene for at snitte hækgrene med så høj hastighed og rotation, at det afklippede bliver snittet så effektivt, at det ikke behøver at blive samlet op, men i stedet fungerer som muld til jorden. Den effekt sparer samtidig tid for gartnerne, når de ikke skal samle grene og blade op efter klipningen. Og der spares mere tid med det nye værktøj:
»Vi har blandt andet en 450 meter lang hvidtjørnshæk, som vi løbende holder flot. Tidligere var to mand halvanden dag om at klippe den. Med den her nye hækkesnitter kan vi gøre det samme arbejde på to en halv time. Det er jo også med til at styrke arbejdsglæden hos mig og mine kolleger,« forklarer Claus Adsersen.

Vi reducerer tiden, hvor vi larmer, når vi kan udføre det samme arbejde mere effektivt end før. Ligesom vi i højere grad kan tilbyde kunderne at løse opgaverne til skarpere priser.

Claus Adsersen nævner, at lyden fra hækkesnitteren dog endnu ikke er markant mindre end de klassiske håndbårne klippere, men det forhold, at gartnerne behøver mindre tid til at udføre det samme arbejde reducerer jo perioden for støj. Noget som kunderne kvitterer for, siger han.
Og det er ikke kun den nye, smarte hækkesnitter som er kommet til i gartnernes værktøjsarsenal hos TJEK Ejendomsservice. Også fjernstyrede robotter til blandt andet græsklipning og diverse elværktøj vinder indpas. Og det gavner også kunderne, forklarer den rutinerede gartner:
»Der er jo også fordele for kunderne. Vi reducerer tiden, hvor vi larmer, når vi kan udføre det samme arbejde mere effektivt end før i tiden ved hjælp af de nye værktøjer. Ligesom vi i højere grad kan tilbyde kunderne, at løse opgaverne på kortere tid og til skarpere priser,« siger han.