Arbejdstilsynet tager fat i rengøringsbranchen

Ergonomi er i fokus, når Arbejdstilsynet rykker ud den kommende tid.

Fra 1. februar 2021 fører Arbejdstilsynet en særlig tilsynsindsats i rengøringsbrancherne med fokus på ergonomi. Ud over det særlige fokus kigges under tilsynsbesøget også bredt på arbejdsmiljøet i virksomheden.

Med tilsynet vil Arbejdstilsynet kontrollere, om rengøringsvirksomhederne lever op til arbejdsmiljøreglerne. På rundgangen sætter Arbejdstilsynet fokus på de arbejdsmiljøproblemer, der er relevante på virksomhederne med udgangspunkt i de arbejdsprocesser, de udfører.

Arbejdstilsynet har samlet en oversigt over nogle af de ergonomiske problemer, de møder i rengøringsbranchen, og de løsninger, der kan bruges til at forebygge problemerne.

Der kan opstå ergonomiske belastninger, hvis medarbejdere udfører mange opgaver, hvor de:

            •           Løfter og bærer tunge redskaber, affald eller inventar

            •           Bøjer eller vrider i ryggen, fx ved rengøring af trapper eller maskiner

            •           Arbejder med armene over skulderhøjde, fx vinduespolering

            •           Belaster kroppen fysisk, fx ved rengøring af store arealer med moppe eller støvsugning.

Forebyg problemerne

De fleste ergonomiske problemer kan forebygges med god planlægning, instruktion og ved at bruge hjælpemidler:

            •           Skift mellem arbejdsopgaver, der belaster kroppen forskelligt

            •           Instruer medarbejderne i god arbejdsteknik og i at bruge hjælpemidler

            •           Før tilsyn med, at instruktionen følges

            •           Brug hjælpemidler til at begrænse dårlige arbejdsstillinger, fx med skafter, der kan indstilles efter medarbejdernes højde

            •           Brug tekniske hjælpemidler, fx gulvvaskemaskiner ved rengøring af store arealer.