Skulderklap til rengøringsmedarbejderne fra Statens Serum Institut

Rengøringspersonalet er måske en lidt usynlig, men dog meget vigtig brik
i hele spillet om, hvordan vi gør omgivelserne sikre at færdes i,
siger Elsebeth Tvenstrup Jensen, der er overlæge i Statens Serum Institut.

Rengøringsbranchen spiller en vigtig rolle i forebyggelsen af virus, og derfor fortjener medarbejderne også ros for indsatsen under pandemien, lyder det fra overlæge Elsebeth Tvenstrup Jensen fra Statens Serum Institut.
»Vi roser ofte helt berettiget læger og sygeplejersker for deres indsats under pandemien, men jeg vil også gerne tage rengøringspersonalet med. De skal generelt have ros for, hvor pænt det har set ud mange steder. Rengøringspersonalet er måske en lidt usynlig, men vigtig brik i hele spillet om, hvordan vi gør omgivelserne sikre at færdes i. Fortsæt det gode arbejde i branchen, for det er nu vi skal holde fast for at komme igennem covid19-pandemien,« siger Elsebeth Tvenstrup Jensen.

Rengøring er stadig af stor betydning. Vi skal fastholde fokus på rengøring af kontaktpunkter.

Coronavirus lægger sig på overflader og kan overføres fra syge til raske via kontaktsmitte. Der er lidt diskussion rent videnskabeligt om i hvor høj grad det sker, for i praksis kommer det an på om der er tale om levende vira og om de er tilstede i en tilstrækkelig mængde.
»Men hvis man får virus på fingrene og derefter rører ved øjne, næse og mund og ad den vej får virus i luftvejene, er det helt givet, at der kan være tale om smitte. Derfor er rengøring i det offentlige rum og på arbejdspladser helt afgørende i virusbekæmpelsen,« siger Elsebeth Tvenstrup Jensen, der har været med til at udarbejde de forskellige anbefalinger omkring hygiejne og rengøring under epidemien. Hun konstaterer, at det har været tilfredsstillende at opleve, at der mange steder er blevet synligt renere under epidemien.

»Vi har i vores anbefalinger hele vejen lagt vægt på rengøring som væsentligt i forhold til at bremse smittespredningen, og selvom meget af vores kommunikation fra myndighedernes side er fokuseret på at holde afstand, hosteetikette og at vi kun ses med andre mennesker i en meget lille boble, så er det vigtigt at pointere, at rengøring stadig er af stor betydning. Vi skal fastholde fokus på rengøring af kontaktpunkter,« siger Elsebeth Tvenstrup Jensen.

Husk oplæring
Hun peger på, som et godt råd til branchen, at man sikrer sig, at rengøringspersonalet er oplært og uddannet, så de ved hvad de gør og hvorfor de gør det.
»Vi ser stor brug af desinfektionsmidler, men i de fleste situationer, hvor der ikke er konstateret smitteudbrud, vil det være tilstrækkeligt med rengøring med vand og rengøringsmiddel. Der er tale om et ret skrøbeligt virus, som elimineres med almindelig rengøring. Derfor er det som udgangspunkt unødvendigt med både rengøring med vand og rengøringsmiddel og med desinfektion, med mindre der er tale om optørring af blod, opkast og lignende. Desuden kan vi anbefale, at der i nogle situationer, f.eks. hvis medarbejdere selv skal rengøre tastaturer og andre kontaktpunkter, kan benyttes engangsrengøringsservietter,« siger Elsebeth Tvenstrup Jensen.