Lad os holde fast

SYNSPUNKT: 2020 var et skæbnesvangert år for mange virksomheder. Dansk erhvervsliv har både lidt store økonomiske tab og enorm usikkerhed. Covid-19 har dog også kastet positive effekter af sig, og bl.a. har rengøringsbranchen oplevet stor økonomisk fremgang. Det er en glædelig udvikling for folkesundheden og for den enkelte husstand. Lad os holde fast i de gode vaner, også i fremtiden.

TEKST: Malene Jæpelt, sekretariatsleder i Danske Service

Sammenlignet med samme tidspunkt i 2019, er det en omsætningsmæssig fremgang på lige knap 800 millioner kroner.

Der har ret beset ikke været mange glædelige nyheder i 2020, og da vi kunne gøre det seneste års regnskab op siden første nedlukning i marts 2020, trak de gode nyheder heller ikke mange overskrifter – måske fordi, der ikke var så mange af dem.

I en tid, hvor vi fortsat skal leve med restriktioner og udfordrende omstilling på tværs af stort set alle brancher, gemmer der sig dog en positiv fortælling for rengøringsbranchen. Selvom coronakrisen i sig selv har været en voldsom periode, har den samtidig givet anledning til, at nogle måske lidt oversete brancher har fået en renæssance – herunder rengøringsbranchen og vinduespolererbranchen, som vi i Danske Service repræsenterer.

I de seneste økonomiske nøgletal udarbejdet af Dansk Erhverv er det tydeligt, at rengøringsbranchen har haft en afgørende betydning i 2020. Branchen har nemlig oplevet en markant økonomisk fremgang, og i fjerde kvartal af 2020 omsatte branchen for 8,3 milliarder kroner. Sammenlignet med samme tidspunkt i 2019, er det en omsætningsmæssig fremgang på lige knap 800 millioner kroner. Også vinduespolererbranchen har oplevet økonomisk fremgang, og det kan bl.a. ses i antal ansatte årsværk, som er steget med 7 procentpoint siden første kvartal i 2020. Udviklingen afspejles også i det, vi hører fra medlemmerne af Danske Service: der er travlt, højt tempo og højt humør.

Det er enormt glædeligt af flere årsager. Først og fremmest viser rengøringsbranchen sit værd som en vigtig holdspiller i kampen mod en global epidemi, både i de private hjem, på arbejdspladser og i offentlige rum. Dernæst afhjælper rengøringsbranchen en presset hverdag, der ikke er blevet nemmere af at jonglere hjemmekontor og online Zoom-undervisning. Det skaber tryghed i dagligdagen og tager en tørn for de familier, hvor kalendergymnastikken ikke altid kan gå op. At rengøringsbranchen har haft nok at se til afspejles også i antal ansatte årsværk, der fra andet til fjerde kvartal er steget med 1.423. Det er både positivt for hygiejnen, for den enkelte husstand og for den samlede beskæftigelse.

At vi midt i en pandemi oplever et øget fokus på rengøring og hygiejne er selvfølgelig ikke overraskende i sig selv, men vidner til gengæld om, at rengøringsbranchen udfører et afgørende stykke arbejde. Når lokale rengøringsvirksomheder holder testcentre rene, sørger for afspritning i børnehaven nede på hjørnet eller holder smitte i skak på arbejdspladsen, skaber det tryghed. Derfor er det positivt, at rengøringsbranchens betydning har fået en renæssance i de private hjem, offentlige institutioner og på kontoret. Samtidig er det glædeligt, at rengøringsbranchen oplever en samfundsopbakning af deres faglighed. Rengøringsvirksomheder er ofte ikke synlige i gadebilledet, fordi de møder ind, før vi står op, og gør rent, når vi er gået hjem. Derfor er det enormt glædeligt, at de økonomiske nøgletal afslører, at der i 2020 har været en bred anerkendelse af rengøringsbranchen som en reelt vigtig aktør.

Den økonomiske vækst i rengøringsbranchen naturligvis glædelig, men skal vi fortsat holde trit med diverse sygdomme og sørge for tryghed i hverdagen, skal de gode vaner fastholdes. Det er selvsagt ikke hvert år, der opstår en ny global sundhedskrise – og heldigvis for det -, men coronakrisen understreger, at fortsat god hygiejne og afspritning ikke er forgæves.
Tværtimod er rengøringsbranchens renæssance vigtig for at forebygge ny smitte og fremme den generelle folkesundhed.
Selvom corona-året 2020 ikke har kastet mange gode nyheder af sig, så er det Danske Services appel at holde fast i de nye, gode vaner. God hygiejne, tryghed i hverdagen og smittebekæmpelse går aldrig af mode – heller ikke, når vi forhåbentligt snart kan vinke farvel til restriktioner og smitteudbrud.