Landsdækkende – et vigtigt ord manglede i artiklen

I artiklen om, at Anders Andersen Rengøring er det første rengøringsselskab med en komplet Svanemærket løsning til trappevask og ejendomsrengøring, manglede et vigtigt ord. Anders Andersen er så vidt oplyst det første LANDSDÆKKENDE selskab med papir på denne ydelse.

Men allerede tilbage i 2006 blev Lauren Erhvervsrengøring ApS Svanemærket som rengøringsvirksomhed, herunder også for ydelserne vedrørende trappevask. Derfor har Lauren henvendt sig til redaktionen for en præcisering.

LAUREN Erhvervsrengøring A/S tilbyder i dag rengøring til virksomheder i Storkøbenhavn og resten af Sjælland, mens Anders Andersen Rengøring er landsdækkende.

Lau Laursen, der er administrerende direktør i Lauren, oplyser videre, at størstedelen af de øvrige Svanemærkede rengøringsselskaber også udfører deres trappevask, Svanemærket. Der findes ikke særskilte kriterier for trappevask og rengøring af ejendomme, bemærker han. Det er præcis de samme kriterier der skal opfyldes her, som i alle andre rengøringsydelser der udføres indendørs.

Hos Anders Andersen Rengøring beklager man, at ordet landsdækkende mangler i artiklen. 

”Vi ved godt, at Lauren var først som rengøringsselskab med svanemærkning og vi har stor sympati og respekt for dette. De har gjort det godt. Så det er ærgerligt, at ordet ’landsdækkende’ mangler i artiklen,” lyder det fra Anders Andersen Rengøring.

Når Anders Andersen slår på en Svanemærkning af trappevask/ejendomsservice, skyldes det, at disse opgaver udføres af en særlig division hos Anders Andersen Rengøring. Og det er denne division, der er blevet Svanemærket i denne omgang. Faktisk står der også i licensbeviset fra Miljømærkning Danmark følgende: ”Landsdækkende Daglig Erhvervsrengøring og Landsdækkende trappevask/ejendomsrengøring.”

Anders Andersen Rengøring forklarer:

”I forhold til Anders Andersens trappevask og ejendomsservice benyttes et komplet system med specielle rengøringsmetoder, opgavestyring, kvalitetssikring mv. Alt er gennemgået og godkendt i en selvstændig certificeringsproces hos Miljømærkning Danmark under de gældende kriterier for rengøring. Selv om rammekriterierne er de samme som for erhvervsrengøring, så er vores specifikke koncept til trappevask/ejendomsrengøring nu svanemærkegodkendt. Det er vi superglade for og stolte af.”