Tina Trolleys forventer stigende eksport af affaldssystemer

Rie og Søren Lindy Wedel udstiller med Tina Trolleys for 8. gang.

Nordjysk producent af rengøringsvogne og affaldssystemer mødte stor interesse for nye produkter på Interclean.

Selvom Tina Trolleys har et stort hjemmemarked i Danmark, er der god grund til, at virksomheden for 8. gang deltager i Interclean i Amsterdam. For den internationale messe er et godt vindue for at vise de nye produkter, som den nordjyske producent har brugt coronatiden på at udvikle. Foruden nye serier af rengøringsvogne, gælder det helt nye affaldssystemer.

Tina Trolley har i årenes løb slået godt an med udviklingen af rengøringsvogne, der er skræddersyet til de enkelte kunders behov. Men det danske krav om kildesortering af affald i virksomhederne har åbnet for nye affaldssystemer, fortæller indehaver og udvikler Søren Lindy Wedel.

Selvom rengøringsvogne stadig er den helt store salgsartikel fra Tina Trolley, så udgør affaldssystemerne i dag omkring en tredjedel af virksomhedens omsætning.

»Det er slået godt an i Danmark, hvor myndighederne stiller krav til kildesortering. Men på Interclean fik vi også en del forespørgsler fra udlandet. Blandt andet tyske kunder viser stor interesse for affaldssorteringen, så vi forventer god eksport af affaldssystemerne i de kommende år,« siger Søren Lindy Wedel, som allerede i løbet af messens første tyve minutter solgte tyve affaldssystemer.

Affaldssystemer slår godt an i både Danmark og udlandet i de her år. Sascha Wedel viser nogle af de nye systemer fra Tina Trolleys frem.

Interessen for de dansk producerede varer skyldes ifølge Tina Trolleys, at der opmærksomhed om dansk kvalitet.

Foruden den udenlandske interesse for de danske produkter, så ser Tina Trolleys også en mission i at være tilstede på messen i Amsterdam for at møde de trofaste danske kunder.

»Alle de store rengøringsvirksomheder og forhandlere er på messen, så for os er det også en god anledning til at servicere vores eksisterende danske kunder. Men også de kontakter vi har i lande som Tyskland, England, Norge og Island besøger os på messen,« siger Søren Lindy Wedel.