Makita på vej med fiks, men effektfuld støvsuger robot

Samtidig præsenterer Makita stærkere batterisystemer, der giver større sugeevne og længere driftstid på de gængse støvsugermodeller.

Michael Christiansen med den nye Makita Robotic Cleaner

Den fylder ikke meget, men er både effektfuld og klarer nemt støvsugning af 600 kvadratmeter. Der er tale om en ny støvsuger robot, Robotic Cleaner DRC300, fra Makita. Støvsugeren er oplagt til industri, lagerhaller og kontorarealer, hvor den helt automatisk klarer støvsugning.

»Vi forventer os meget af den nye robot og interessen er enorm her på Interclean, hvor prototypen er præsenteret for offentligheden for første gang,« fortæller Michael Christiansen, der er ansvarlig for Makitas salg af maskiner til rengøringssektoren i Danmark.

Den nye Makita Robotic Cleaner ventes på det danske marked inden for et halvt år tid.

Input fra brugerne

Robotstøvsugere er ikke nyt for Makita. Så den nye model er en videreudvikling af de maskiner, som Makita allerede har haft kørende på industri og kontorarealer i en del år.

»Den nye maskine er en forbedring og en videreudvikling af vores øvrige produkter. Udviklingen er sket ud fra de input, vi har fået fra vores kunder, så vi forventer at kunne opfylde de behov, som er blevet efterspurgt.«

Makita Robotic Cleaner er udstyret med avanceret sensor og kamera, således at maskinen sikkert navigerer rundt i lokalet. Der indkodes  kort over arealerne, således at det er muligt at følge rengøringsfrekvens og sætte kunstige barrierer op, hvis der er arealer, som robotten skal køre uden om mv.

I Danmark kører Makitas robotstøvsugere i dag i kommuner, skoler, børnehaver, hoteller, træningscentre og lagerhaller m.v.

Nyt stærkt batterisystem

Makita kunne på Interclean også løfte sløret for endnu bedre batterisystemer til de ledningsløse støvsugere.

Makita er kendt for gode batterisystemer, men der har været stigende efterspørgsel på, at de batteridrevne modeller til rengøring får endnu større sugeevne. Det er nu løst med 40 volts batterier, hvilket betyder at batterisystemerne bliver dobbelt så kraftige som i dag.

»Det betyder at vores støvsugere får en væsentligt større sugestyrke og en endnu længere køretid,« fortæller Michael Christiansen.

De nye batterisystemer integreres blandt andet i Makitas hånd- og rygstøvsugere. Makita har også en række hybridstøvsugere, som kører på batteri som udgangspunkt med en lang driftstid. Hybrid dækker over, at disse støvsugere desuden kan tilsluttes ledningsnettet.

Se mere: www.makita.dk