ALLIANCE+ solgt til danskejet selskab

Teamet, der står bag opkøbet af ALLIANCE+.

SERWIZ køber ALLIANCE+ og skaber ny dansk udfordrer tæt på milliardomsætning

SERWIZ køber ALLIANCE+ for at etablere en stor dansk udfordrer inden for facility management. Det nye selskab, ejet og ledet af fire danske partnere, får i alt mere end 2.400 medarbejdere og en omsætning, som nærmer sig én mia. kroner. Selskabet, der har en sund driftsindtjening, vil nu investere mere i skræddersyede løsninger til det danske marked inden for f.eks. digitalisering og bæredygtig omstilling. Handlen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

SERWIZ, der blev etableret i 2021, men har rødder tilbage til 1997, havde sidste år en omsætning på 373 mio. kroner og et solidt resultat før skat på 28 mio. kroner. Kunderne tæller en bred vifte af store og mellemstore virksomheder i Danmark.

»Vi ser en klar bevægelse i det danske marked mod lokale leverandører som SERWIZ, der er i stand til at træffe hurtige beslutninger og indgår i tæt partnerskab med kunderne. Vi skaber en ny dansk storudfordrer, der udelukkende fokuserer på danske kunders individuelle behov for facility management. Med købet af ALLIANCE+ får vi størrelsen til at investere endnu mere i løsninger skræddersyet de særlige danske behov f.eks. inden for bæredygtighed og digitalisering. Så kan vores kunder fokusere på at indfri deres forretningsmål,« siger Christian Lunner, CEO og partner i SERWIZ.

SENESTE NYHEDER:

SERWIZ fortæller i en pressemeddelelse, at virksomheden har succes med en meget transparent samarbejdsmodel, hvor kunderne bliver inviteret ind i de interne beregninger på leverancerne. På den måde opbygges der tillid i kundeforholdet, og fokus bliver på kvalitet og langt tættere samarbejde, hvor SERWIZ hurtigt kan tilpasse sig ændringer i behovet.

Christian Lunner, administrerende direktør i SERWIZ.

»Kunderne ønsker, at måden, vi driver facility management på, smelter sammen med deres virksomhedskultur og forretning. Vi skal sørge for, at deres medarbejdere føler sig velkomne på arbejdspladsen, og det kræver både en imødekommende receptionist, en velfungerende bygning og rene lokaler uden unødvendig anvendelse af kemi. Der skal være kulinariske oplevelser hele dagen, som både er klimabevidst og understøtter en sund livsstil. I SERWIZ er vi helt tæt på kunderne, og nu får vi en endnu større platform til at udbrede vores samarbejdsfilosofi til endnu flere virksomheder og institutioner i Danmark,« siger Christian Lunner.

Kapitalfond står bag salget

Anders Egehus, Group CEO for ALLIANCE+, siger:

»SERWIZ er anerkendt og respekteret i det danske marked. Virksomheden er kendt for ordentlighed og ambitioner om at drive en bæredygtig udvikling og er derfor et godt match for ALLIANCE+ og alle vore dedikerede medarbejdere. SERWIZ får nu en endnu stærkere position og bliver en markant leverandør i det danske facility services marked. Jeg ser frem til at følge udviklingen, og jeg er sikker på, at vores kunder også vil tage godt imod skiftet til de nye ejere.«

Henrik Bonnerup, partner hos kapitalfonden Polaris, der sælger ALLIANCE+, siger:

»Vi er meget tilfredse med at kunne overlevere ALLIANCE+ til SERWIZ, som er en stærk, langsigtet køber med tårnhøje ambitioner om at videreudvikle virksomheden. ALLIANCE+ har i dag en attraktiv position i markedet og kan som en del af SERWIZ indfri sit fulde potentiale.«

Danskejet virksomhed

SERWIZ er danskejet af det erfarne ledelsesteam, CEO Christian Lunner, CHRO Kristine Weng Thorvildsen, CFO Ulrika Øksenholt og CCO Louise Feldt.

Om SERWIZ

SERWIZ er en dansk ejet virksomhed, der tilbyder skræddersyede services inden for facility management, herunder rengøring og kantinedrift, til store og mellemstore virksomheder i Danmark. SERWIZ, der har rødder tilbage til 1997, tæller i dag mere end 600 medarbejdere.

Om ALLIANCE+

ALLIANCE+ tæller mere end 1.800 medarbejdere. Hovedaktiviteterne er rengøring og personalerestauranter, men omfatter også receptionsløsninger, vinduespolering og graffitibekæmpelse. ALLIANCE+ kunder omfatter nogle af de største virksomheder i Danmark såvel som mellemstore virksomheder, finansielle institutioner, butikker og den offentlige sektor.