ISS genvinder og forlænger aftale med Grundfos

Servicekoncernen ISS forlænger sit samarbejde med Grundfos. Med den nye aftale skal ISS levere services til hovedsædet i Bjerringbro.

ISS, en af verdens førende servicevirksomheder, har forlænget sin aftale med Grundfos, der er verdens største producent af blandt andet cirkulations- og centrifugalpumper.

C25-virksomheden har haft et samarbejde med Grundfos siden 1995, hvor aftalen løbende er blevet udvidet med flere services. Den nye aftale træder i kraft den 1. januar 2023 og løber frem til udgangen af 2026.

Den indeholder en række services til Grundfos’ hovedsæde i Bjerringbro og andre danske lokaktioner herunder rengøring i produktionen, svanemærket rengøring af kontorfaciliteter og outdoor og vintertjeneste samt andre mindre ydelser. I alt beskæftiger Grundfos ca. 4500 medarbejdere på det danske marked.

”Vi har et rigtig godt samarbejde med ISS, og er meget tilfredse med den serviceleverance, vi oplever på vores lokationer. Derfor har det også været et naturligt valg for os at fortsætte med ISS, og forlænge vores eksisterende aftale, så den nu er gældende til udgangen af 2026,” siger Kjeld Schmidt Christensen, Senior Director, Group Facility Management i Grundfos.

LÆS OGSÅ: ISS sparer millioner af poser

Der er også stor tilfredshed hos ISS over at forlænge med en god samarbejdspartner igennem mange år.

Samarbejde i over 20 år

”Vi er meget tilfredse med at forlænge vores partnerskab med Grundfos. Vi har haft et konstruktivt samarbejde i over 20 år, og det er en stor anerkendelse af vores serviceleverance og vores medarbejdere, at aftalen er blevet forlænget med tre år,” siger Maja Hesselholt, Business Unit Director for Production Based & Public IFS i den danske del af ISS-koncernen og uddyber:

”Forlængelsen med Grundfos understreger vores position som den førende leverandør af facility management og er endnu et synligt bevis på, at ISS er en attraktiv samarbejdspartner til nogle af Danmarks største virksomheder.”

SENESTE ARTIKLER:

Den forlængede aftale med Grundfos er den seneste kontraktforlængelse ud af en række nye kontrakter som ISS har vundet i Danmark. Tidligere på året har ISS også vundet eller forlænget kontrakter med blandt andre Rambøll, Coop, Salling Group, Danske Bank og Danish Crown.