Digitalisering af rengøringsopgaverne giver både mere effektivitet,
men forbedrer også arbejdsforholdene for medarbejderne.
Når en patient udskrives fra sygehuset er der ofte en ny patient på vej ind. Det stiller krav til, at rengøring kører effektivt. Før hen har det beroet på, at enten plejepersonalet bestilte rengøring af en stue, eller at rengøringspersonalet spurgte afdelingerne om behovet for udskrivningsrengøring.
»Vi gennemførte i 2021 et testforsøg, der viste, at der var risiko for smitte fra patient til patient f.eks. via kontaktflader på udstyr og inventar på sengestuerne. Derfor besluttede vi at lave udskrivningsrengøring og med hjælp fra IT fik vi integreret funktionen med cetrea,« fortæller Helle Lausten, der er servicecontroller på Sygehus Sønderjylland.
LÆS OGSÅ: NIR løfter rengøringen på Sygehus Sønderjylland
Opsætningen af systemet betyder, at rengøringspersonalet nu får et udtræk fra cetrea skærmen, der viser hvornår en stue er tom. Informationen kommer derefter direkte på en tablet, der er monteret på rengøringsvognen. Her kan rengøringspersonalet se, hvilken sengestue og tilhørende toilet, der skal udføres rengøring på.
Har gjort arbejdet nemmere
På kirurgisk afsnit kører rengøringstekniker Ilda Djukevic sin vogn ned af gangen. På håndtaget sidder en iPad fastmonteret.
»Jeg har ikke en konkret rengøringsopgave lige nu, men der har været fart på fra morgenstunden,« fortæller hun, mens vognen skubbes hjemmevant ned af gangen på kirurgisk sengeafsnit. Ilda Djukevic er mødt på arbejde klokken 5 i morges som hun gør hver dag.
»Jeg kigger bare på det her lille ikon, så kan jeg med det samme se, hvor der er bestilt en rengøring. Jeg synes systemet er en klar forbedring. Før skulle plejepersonalet først finde mig, inden en opgave blev givet videre. Nu er skal det blot skrives ind i systemet, så får jeg automatisk opgaven,« forklarer Ilda Djukevic.
—
SENESTE ARTIKLER:
- Tork fremmer gennemsigtighed inden for bæredygtighed
- Nye analyser afslører: Derfor skal måtterne vaskes
- Tegn abonnement: Halv pris i 2025
- Nye krav sikrer mere miljøvenlige rengøringsprodukter med mikrofiber
- Svanemærket kan være et redskab for rengøringsvirksomheder i CSRD-rapportering
—
Enkelte små rettelser
Systemet er nu fuldt implementeret på syv afdelinger. Med systematikken i systemet sikrer man både rengøring og besparelser. Det betyder også, at andre sygehuse har fået øjnene op for ideen.
»Systemet betyder ikke blot, at der sikres ordentlig rengøring efter udskrivelse, men fordi det nu er automatiseret, har det nedsat tilfælde af dobbeltrengøring. Planen er at systemet skal udbredes til hele sygehuset,« fortæller Helle Lausten.
Systemet viser også når en rengøringsopgave haster. I starten var det kun plejepersonalet, der kunne fjerne hasteopgaver fra systemet.
»Det betød, at der kunne ske en ophobning af hasteopgaver, der reelt ikke hastede. Det kunne godt være lidt stressende. Men nu kan vi selv fjerne hastersymbolet,når opgaven er fuldført, så nu fungerer det rigtig godt,« siger Ilda Djukevic.