Rengøringsmesse flytter væk fra Odense

Messe C i Fredericia bliver nyt hjemsted for den danske rengøringsmesse, når den afvikles næste gang i efteråret 2023

Placeringen i MESSE C kan ifølge arrangøren styrke udviklingsrejsen for rengøringsbranchens fagmesse. En rejse, der startede i Torvehallerne i Vejle i 2015, rykkede til Odense og blev afholdt dér tre gange, og i november 2023 kan MESSE C i Fredericia så åbne dørene til den femte udgave af Dansk Rengøringsmesse.

– Vi har på få år mere end fordoblet udstillerlisten og tredoblet besøgstallet til omkring 1800. I 2021 var der dog lidt færre udstillere, men vi forventer fuldt hus i 2023, for Dansk Rengøringsmesse er slet ikke færdig med at realisere sit potentiale som hele branchens mødested med udstillere, workshops, foredrag og networking, forklarer direktør og stifter Jørgen Espiritu Kjeldsen.
Han tilføjer, at rengøring, facility management etc. er områder i stadig vækst.

Efter nogle gode år i Odense er Jørgen Kjeldsen overbevist om, at skiftet til Fredericia kan give endnu et spring fremad i messens udviklingshistorie.

– Luftforandring og nye øjne på tingene er sundt en gang i mellem. Vi har været rigtig glade for samarbejdet omkring de tre messer i Odense, men glæder os til sammen med MESSE C at skabe en endnu bedre messe, da der her er stor ekspertise på fagmesseområdet samt glimrende faciliteter, plads- og parkeringsforhold. Jeg glæder mig meget til samarbejdet og til konstruktiv sparring omkring konceptet, tiltag, markedsføring med videre, siger han.

Markant markedsføring

Ifølge Jørgen Espiritu Kjeldsen vil markedsføringskanonerne blive ladt allerede fra november i år, altså 12 måneder før kickoff, og der vil også blive arbejdet med et stærkt online-community for udstillerne både før og efter messen.
– Og så vil vi, i samarbejde med MESSE C, skabe et markant styrket sceneprogram, hvor man kan opleve profiler fra og omkring industrien, slutter direktøren.

Dansk Rengøringsmesse 2023 afholdes den 1.-2. november 2023.